Ibrahim Electric

Ibrahim Electric er de evigt sære onkler til familie-komsammener i de danske jazz- og rockmiljøer. Med en fod i hver lejr, majspibe i flaben, rødvin på skjorten og lampeskærmen placeret solidt på hovedet er de rablende festgaranter, hvor end de kommer frem.

På ‘Royal Air Maroc’ lægger d’herrer og bavianer fra land med gaspedalen i bund. Albummets fire første numre, fra titelnummeret til og med den passende døbte ‘OCD’, aber sig akrobatisk derudaf i trioens efterhånden velkendte genreroderi, hvor læderjakkeklædt surf og punk fletter fingre med mindre bissede afrobeat-elementer. Det er ikke tempoet, der spolerer spasen. Snarere mangler der bare mindeværdige melodier for at få den elastiske og funky instrumentale ekvilibrisme på orgel, guitar og trommer til at ridse sig ind i hjernebarken.

Først med den snigende langsomme ‘Hr. og fru Satan’ dukker der noget alvorligt fængende op. Dens skummelt groovende orgeltema sætter albummets dagsorden sammen med opfølgeren ‘Beatman’, en fjoget hilsen til dengang Batman havde topmave og lystrede det borgerlige navn Adam West. ‘Flitsbue’ styrter til gengæld helt sammen midtvejs i et flimrende tangent-meltdown.

Det næsten Led Zeppelin’sk klingende sammenskudsgilde ‘Rochester Suite’ og den offbeat-ska-agtige ‘Stanley Park Bike Ride’ afrunder som højdepunkterne dette godkendte sjette udspil fra de tre lurendrejere, som hver især også har fingrene i kagedejen på nærmest unævneligt mange andre jazzprojekter. Noget tyder på, at de har taget mundene for fulde. For albummet her er selvfølgelig ikke tosset, men det virker blot en knivspids ujævnt og uinspireret i lyset af fordums bedrifter.