Rihanna

Nogle vil sige, at hun har genopfundet sig selv. Andre vil kalde det gammel vin på nye flasker. Og sandheden er nok den, at Rihanna genfinder sig selv med genbrug og genkendelige virkemidler på sit femte album ‘Loud’, efter sidste års mørke og melodramatiske misser ‘Rated R’.

Sangsilden fra Barbados er nemlig vendt tilbage til den velkendte dansegulvspop og uptempo urban. Førstesinglen ‘Only Girl (In the World)’ har allerede sat hitmaskinen i gear, og både den køligt klingende og kække opfølger ‘What’s My Name’ og den dristigt direkte og dynamiske albumåbner ‘S&M’ kommer til at sætte skub i såvel fødder som førnævnte hitlister.
Her gør Rihanna det, hun gør bedst: Sælger attitude og træfsikre omkvæd. Vokalmæssigt er hun (stadig) ingen wonder woman, men enkle fraseringer og et par karakteristiske knæk gør nu alligevel arbejdet. Det er skamløst simpelt og solidt håndværk på en bund af effektive elektroniske og pulserende popproduktioner.

Men der lefles ikke kun for Boogie-segmentet med tidstypiske træffere. På ‘Man Down’ kastes der vuggende caribiske rytmer i beatmaskineriet, og Rihanna disker op med en underspillet patois, som klæder hendes stemme. Og på den cool og crunkede ‘Raining Men’ bringer Nicki Minaj power og personlighed på bordet, som også smitter af på Rihanna.

Det er samtidig de to bedste eksempler på, at tempoet også kan sættes tilstrækkeligt ned uden at gå i total ballade-tomgang, som det er tilfældet på den kønsløse og klichéfyldte ‘California King Bed’, hvor Rihanna lyder mere som Taylor Swift end en dansegulvspopstjerne.

Og det er trods alt her hendes styrke er, og ‘Loud’ sætter sine største aftryk. Men selv om man kan genfinde – og dermed definere – sig selv med genbrug, skal 22-årige Rihanna efter fem album også snart til at tage det næste skridt som kunstner.