- Robert Smith stirrer sin egen dødelighed dybt i øjnene på The Cures første album i 16 år
- Vennerne blev rapstjerner, mens han knoklede 9 til 5: »Man glemmer sine drømme, og hvad man egentlig vil«
- Din yndlingsrapper deler scenen med ham. Din konge ser fodbold med ham. Er der nogen i landet, der ikke elsker Thor Farlov?
Take That
Take That har altid været pop med stort P. Det gør sig også gældende på gruppens sjette album ‘Progress’, der er det første i 15 år med Robbie Williams som officielt medlem.
For at sparke liv i sagerne – og måske især i Gary Barlows hang til blødsødne piano-ballader – har gruppen allieret sig med produceren Stuart Price, der blandt andet har produceret for The Killers, Scissor Sisters og Madonna.
Price kender sin electropop, og det betyder, at Take That på ‘Progress’ lyder vildere og mere tidstypiske end i lang tid. Og så skader det heller ikke, at gruppen har fået Robbie Williams tilbage. Han tilfører gruppen den kant, de manglede på de to foregående album ‘Beautiful World’ og ‘Circus’.
Det er Williams, der synger for på den udmærkede førstesingle ‘The Flood’, hvor armbevægelserne er så store, at selv U2 ville blive imponerede. Herefter følger ‘SOS’, en hårdtpumpet og elektrisk ladet popbasker hvor Mark Owen og en nærmest overtændt Robbie Williams deles om opmærksomheden.
Selv om det ikke ligefrem er kunstnerisk nødvendighed, der præger sangene på ‘Progress’, så kan man ikke se bort fra, at det er indbydende og absolut iørefaldende popmusik, der er særdeles kompetent skruet sammen. Og så skriver Gary Barlow og Robbie Williams altså bare nogle ret gode sange. Således er Barlows synth-ballade ‘Eight Letters’ direkte bevægende, mens Williams’ ‘Pretty Things’ er catchy og finurlig renæssance-pop.
‘Progress’ er ganske enkelt tæt på at være Take Thats bedste album til dato.
Take That. 'Progress'. Album. Universal.