Goose

Det er ærgerligt, hvordan klichéfyldte tekster og ringe vokal til tider fuldstændig kan ødelægge et ellers fint musikalsk udtryk. Her taler jeg blandt andre om belgiske Goose, der er på banen med deres andet album ‘Synrise’. Bombastisk electrorock skabt til dansegulvet, som en mellemting mellem Kraftwerk, Klaxons og fransk electrohouse. Men mens de tyske menneskemaskiner kunne slippe af sted med kraftig accent og ferske tekster, lykkes det ikke for Goose, der til tider falder helt over i det ufrivilligt komiske.

Albummets titelnummer er dog en fantastisk åbner. En storslået, instrumental synth-eksplosion der med et bastant beat, overvejende meloditække og Peaches på nynne-kor vækker minder om larger-than-life filmkomponister som Vangelis, Philip Glass og Giorgio Moroder. Vi skal dog ikke længere end til næste nummer ‘Can’t Stop Me Now’, før det går galt. »Can’t stop me now ’cause I’m standing on the edge«, synger Mickael Karkousse banalt og med tyk accent over en pumpende bund at synthesizere, der mest af alt minder om en omgang flad trance. En gennemgående tendens på ‘Synrise’.

Enkelte steder fanger Goose noget af den samme, velfungerende og electrorockende dansegulvsappel som hjemlige Turboweekend, men når bandet på ‘Words’ indleder med en omgang overseriøs spoken word for herefter at bryde ud i et spacet 90’er-dancebeat, er alle de gode takter glemt igen.

Goose skal måske bare tage sig selv lidt mindre seriøst. Eller være bedre til at erkende egne styrker og svagheder. Lige nu holder det i hvert fald ikke.