Motörhead

Man plejer at sige, at rotter og kakerlakker er nogle af de få levende væsener, der ville overleve en atomkrig. Men det ville undre mig en del, om ikke også hr. Lemmy Kilminster ville rejse sig op, børste støvet af hatten og rocke videre, selv om han fik et par brintbomber i hovedet.

Motörhead står på kanten til at bevæge sig ud i deres femte årti, og at dømme efter ‘The World is Yours’ så er der nok benzin i motören til at holde nogle kilometer endnu. Overraskelser er der absolut ingen af, tiderne ændrer sig, men Motörhead er en konstant på linje med lysets hastighed, og på deres 20. studiealbum spiller de fuldstændigt, som de altid har gjort. Sange som den bluespunkede ‘I Know How to Die’, ‘Waiting For the Snake’ og den 80’er-metalliske ‘Brotherhood of Man’ er vintage Motörhead, og generelt er niveauet stabilt højt, uden at man bliver blæst væk.

Manden med det ultimative 80’er-navn (og hår) Mikkey Dee er stadig en fremragende trommeslager, og selv om Lemmys vokal efterhånden lyder, som om han gurgler hals med det, man finder på bunden af ølflaskerne dagen efter en abefest, så er der få ting, der emmer så meget af rock og rul, som lyden af hans modbydeligt rustne stemmebånd. Det er ikke raketvidenskab, men hvem fanden gider også sidde og læse fysikbøger, når man kan drikke bajere og høre Motörhead.