I 2001 bragede The White Stripes igennem æteren, der ellers var domineret af The Strokes’ støvede rock, og fik os til at råbe med på ‘Fell in Love With a Girl’. Siden har den farvefascistiske duo bidt sig fast med sine primale beats, rå guitarer og blues-inspiration. Vi mødte dem i Nashville til en snak om, hvorfor de har forladt Detroit, og hvorfor det hele nok skal gå.
Det er en lang flyvetur over Atlanterhavet, så det sidste man har behov for, er at stå og hænge i en uoverskuelig lang kø, når man endelig rammer Guds eget land. Men det er altså, hvad jeg løber ind i i lufthavnen i Atlanta, ikke mindst takket været en paskontrollør, der tager sig rigeligt tid til at konversere med pigerne. Mig kigger han lidt mindre begejstret på.
»Hvad skal du lave her?« Han ser dårligt nok op fra mit pas. Imens en computer scanner begge mine pegefingre og tager mit billede, fortæller jeg, at jeg skal til Nashville og interviewe et band, der hedder The White Stripes.
»Hvad spiller de for noget musik?«
»De spiller en slags bluesrock«, siger jeg for at gøre det lidt simpelt.
»Blues og rock?« Han kigger op. »Man kan spille enten eller, men man kan ikke spille både blues og rock«, siger han med et skævt smil, inden han stempler mit pas og byder mig velkommen til USA.
Godt et døgns tid senere griner Jack White, da jeg fortæller ham historien. »Han har sikkert ret. Hvis jeg er på et toilet et eller andet sted, og nogen spørger, om jeg spiller i et band, så siger jeg som regel bare, at vi spiller rock’n’roll. Det er det nemmeste svar at give. Men i virkeligheden er alle vores sange bluessange, synes jeg«.
Blues. Man tænker umiddelbart på gamle, sorte mænd, der sidder ned for at give knæene et hvil og dårligt kan nå guitaren for vommen, mens de på magisk vis vrider sjælens dybeste vemod ud gennem strengene. Klip til The White Stripes’ über-cool og rød-hvid-sortfarvede optræden. Til Megs minimalistiske trommespil og Jacks forvrængede guitarhug. Sammenligningen er ikke lige til, men det er blandt andet det, The White Stripes kan og har kunnet i ti år nu, nemlig at pakke inspirationen, ‘the blues’, eller sandheden, som Jack nærmest religiøst omtaler genren, ind i garagerockens fandenivoldske ungdommelighed og få en hel generation af hipsters til at sluge det hele råt.
Ingen venner tilbage
I flyet har jeg gennemgået al min research. Læst side efter side om duoen fra Detroit, der kun er blevet større og større i det musikalske verdensbillede, siden sangen ‘Fell in Love With a Girl’ i 2001 spredte budskabet om den farvefascistiske duo og deres nedbarberede rockenergi langt ud over hjembyens grænser. Og nu kort før udgivelsen af bandets sjette album, ‘Icky Thump’, er buzz’en enorm, fra de første små rygter om, at albummet indeholdt sækkepiber, til coverbilledet og turnényheder. Alt nyt er godt nyt. Men den enorme succes har selvfølgelig også haft sin klichéfyldte bagside. Det er derfor, det er Nashville, jeg er taget til for at møde Jack og Meg White. De har nemlig begge valgt at forlade Detroit. Meg bor i L.A., mens Jack altså valgte countrymusikkens højborg Nashville.
»Jeg havde ikke noget tilbage der. Det var helt udtørret. Jeg havde ingen venner. Det føltes ikke rart at gå udenfor længere. Det var blevet utroligt negativt for mig, så det var tid til at starte forfra, starte på en frisk. Og nu har jeg gjort det, og det er det bedste, jeg har gjort. Jeg føler mig virkelig lykkelig og glad for livet«, fortæller Jack, der også er blevet far siden udgivelsen af ‘Get Behind Me Satan’ i 2005. Sammen med fotomodellen Karen Elson fik han datteren Scarlett Teresa White i maj sidste år, og de venter i øjeblikket deres andet barn.
»Når man bliver berømt, så bør man nok ikke blive i sin fødeby. Folk siger, at når man bliver kendt, skal man flytte til L.A. eller New York, men vi valgte at blive i Detroit to-tre år efter. Det var ikke en god idé. Vi er jo ikke ligefrem fra en klassisk musikscene eller en jazzscene, vi er fra en garagerock-, hipster-, undergrunds-, indiescene, så det er svært at være succesfuld og ikke irritere nogen. Der er jalousi, folk der kalder dig ‘sell-out’ og ikke er enig med dine beslutninger. Det var lige meget, om vi var på forsiden af et magasin eller på tv, så var der altid noget galt med det, og vi skulle føle os skyldige. Det er ikke en god måde at leve på som kreativ kunstner«.
Det var blandt andet et sagsanlæg fra ejeren af det studie, hvor Jack og Meg arbejdede på noget af deres selvbetitlede debutalbum, der var med til at ødelægge livet i Detroit. Efter bandets gennembrud i 2001 med ‘White Blood Cells’ lugtede han pludselig penge og påstod, at han havde co-produceret og hjulpet Jack med at skrive flere af numrene på debutalbummet og opfølgeren ‘De Stijl’.
Omkring samtidig endte en slåskamp mellem Jack og The Von Bondies-forsangeren Jason Stollsteimer med, at Jack måtte en tur forbi detentionen. Jack mente, at hans tidligere ven blot gjorde det for at promovere The Von Bondies’ nye album. Men selv om Detroit nærmest endte med at suge al livet ud af The White Stripes, så lægger Jack ikke skjul på, at den selv samme by også har været med til at skabe bandet.
»Uden Detroit ville vores band ikke eksistere. Vores lyd kom fra byens ‘vibe’. Den fik os til at lave den slags musik, vi laver«.
Tæt på at blive præst
Den vibe har blandt andet været med til at give byen tilnavnet Rock City. Før 60’erne var byen ellers mest kendt for blues, jazz og Motown Records, men takket være bands som MC5, blev der for alvor sat strøm på guitarerne, og da The White Stripes blev dannet i 1997 dominerede garagerocken byens musikscene med navne som The Von Bondies og Electric Six. Men Detroit er selvfølgelig også rapperen Eminems hjemby, og har man set ‘8 Mile’, er man ikke i tvivl om forfaldet i den tidligere højborg for bilproduktion.
»Detroit er meget rå og forladt. Den har glemt meget af sin fortid. Den virker ikke til at være i fremgang på nogen måde. Hvis du så den på et diagram, så er den stagneret eller på vej ned. Det føles i hvert fald ikke positivt, så meget kan jeg sige«, fortæller Jack med et skævt smil.
»Ja, det virker som om, tiden står stille der«, indskyder Meg, der ellers ikke siger meget.
Men det er altså her, de er født. Først Megan Martha White den 10. december 1974 og så John Anthony Gillis den 9. juli 1975. Jack, der er et normalt amerikansk kælenavn for folk med navnet John, voksede op i et mexicansk område af Detroit. Han var den yngste i en børneflok på ti og voksede op med en far, det var katolsk præst. Som dreng var han også selv på vej mod præsteembedet, men fravalgte i sidste øjeblik at tage på en speciel teologskole i Wisconsin.
»Jeg havde lige fået en ny forstærker på mit værelse, og jeg regnede ikke med, at jeg måtte tage den med«, har han fortalt Mike Wallace fra tv-programmet ’60 Minutes’. For musik var en del af Jacks liv fra en tidlig alder. Han har hørt optagelser af og kan huske sig selv som treårig synge Johnny Cashs ‘Get Rhythm’, hvor han blandt andet synger, »get rhythm when you get the blues«. Som fem-årig var han i gang med at spille trommer, for det var egentlig trommeslager, han ville være, og først som teenager kastede han sig over guitaren. Han havde fået en firesporsbåndoptager og optog guitarriff, så han havde noget at spille trommer til.
For Meg var musik mere noget, man hørte. »Jeg kan huske, at jeg hørte meget The Beatles og den slags, og min tante og min mor sang og spillede guitar for mig, da jeg var barn. ‘Mockingbird’ og den slags børnesange«, fortæller hun. Og hun var måske aldrig selv blevet musiker, hvis ikke Jack en dag var trådt ind i baren Memphis Smoke, hvor hun var bartender. For selv om duoen har vekslet lidt mellem historier om, at de er søskende eller ekskærester, så skulle det være sikkert og vist, at de sagde ja til hinanden den 21. september 1996, og at Jack tog Megs efternavn. Ægteskabet holdt kun fire år, men parret valgte altså at fortsætte pardansen i The White Stripes.
I dag snakker de slet ikke om det, og da jeg lidt nonchalant spørger, hvordan de mødte hinanden, melder Jack klart ud, at det ikke er noget, de vil snakke om. Han griner dog selv lidt af det, men har tidligere sagt, at han, i stil med den svenske søskendeduo The Knife, ikke synes, at deres personlige forhold skal tage fokus fra musikken. Og det lader jeg den så heller ikke.
Reglerne hjælper kreativiteten
Da Jack og Meg mødte hinanden var Jack allerede en halvetableret musiker, ligesom han ejede sit eget møbelpolstringsfirma, Third Man Upholstery. Det var dengang hans trip med tallet ‘3’ startede. Alt i firmaet blev holdt i tre farver – gul, hvid og sort. Et koncept han siden overførte til og videreudviklede i The White Stripes.
Måske var det en delt følelse af at være lidt udenfor, der forenede Jack og Meg. De lægger i hvert fald ikke skjul på, at de ikke ligefrem var hr. og fru populær i high school.
»Det var et ekstremt helvede. Jeg snakkede ikke en gang, så du kan forestille dig, hvordan det var«, siger Meg, og Jack er ikke langt efter med et »high school var et helvede«.
Så den popularitet og interesse, de mødte allerede efter deres første show, faldt på et tørt sted. Året var 1997, og stedet hed The Gold Dollar. Jack beskriver det som Detroits svar på New Yorks CBGB’s. En tidligere drag queen-bar i det halvhårde nabolag Cass Corridor. Jack og Meg spillede ‘Screwdriver’, ‘Lafayette Blues’ og en cover-version af doo wop-klassikeren ‘Love Potion No. 9’, og folk var vilde med det.
»Vi blev en del af en garagerockscene, der omfavnede os fra starten. Det var ret fedt. Endelig havde vi venner og folk, der kunne lide de samme ting som os. Det var første gang, jeg havde oplevet det i mit voksenliv«, fortæller Jack.
Det de så og hørte var rå energi spillet i sin simpleste form. Tallet tre, som Jack havde taget til ekstremer. Tre farver – rød, hvid og sort. Tre instrumenter – guitar, trommer og vokal. Tre komponenter – fortælling, rytme og melodi. Ja, Jack bruger sågar ofte tre streger, |||, i sin signatur. Men mere end blot tallet tre, så handler det om at sætte grænser. Som Lars von Trier og hans dogmebrødres regler så mener Jack, at kreativiteten blomstrer, når den tæmmes og begrænses af ydre forhindringer.
»På en masse moderne udstyr står der altid, at det giver brugeren mulighed for at gøre et eller andet, men måske skulle vi ikke kunne alle disse ting. Måske skulle der kun være en ‘play’-knap på dvd-afspilleren. For mange muligheder er ikke godt. Det er for distraherende, og der er for mange muligheder for at ødelægge det. Det er sådan, jeg arbejder. Jeg kan godt lide at holde det bokset inde«.
Megs barnlige trommespil
The White Stripes bryder dog også deres egne regler. På det nye album stikker sangen ‘Conquest’ tydeligt ud med sin trompet og mexicanske mariachi-stil blandet med Jacks forvrængede guitar. Sangen er en coverversion af en Patti Page-sang, og sammen med sækkepiberne på ‘Prickly Thorn, But Sweetly Worn’ er den et bevis på Jacks lyst til at lade skæve sange overleve på et album. Mange ville have skåret dem fra. Kasseret dem fordi de ikke passede ind med resten af albummet. Det hænger på mange måder sammen med hans fokus på umiddelbarhed og på at lade musikken bestemme. De fleste album er blevet indspillet på under to uger, og selvom duoen brugte tre uger på at færdigindspille ‘Icky Thump’, så er det de samme principper, der har drevet det.
»Det er godt, hurtigt at finde ud af hvad man virkelig gerne vil indspille. Det virker for os at arbejde hurtigt og presse os selv og arbejde i ukomfortable situationer. Det er en rigtig god måde for os at skabe noget på. Nogle folk tager det stille og roligt, indspiller lidt og tager så lidt ferie, men det kommer der ikke kunst ud af, ikke noget udtryk. Man skal presse sig selv, så meget man kan«, siger Jack.
Det er også reglerne og umiddelbarheden, der har holdt The White Stripes fasttømret i deres simple univers. Lo-fi-lyden, energien og Jacks rå vokal har været konstante, men for Jack selv er det Megs trommer, der holder det hele sammen. Det er hendes simple beats, der er grundstammen i bandets musik. Dem der giver sangene deres struktur og har gjort det, siden første gang han hørte hende spille.
»Barnligheden i den slags primitive beats stedfæstede mig virkelig og fik mig tættere på ‘the blues’. Vi begyndte at arbejde med det her ideal om barnlig musik og om at komme tættere på kernen. Vi var inspireret af bands som The Gories og The Velvet Underground og deres simple udgangspunkt, men vi tog stadig det hele tættere på bluesmusik. At være hvid og født i Detroit i 70’erne er langt fra syden i 20’erne, så det her ideal var en måde for os at spille blues og slippe af sted med det«.
Og så er vi tilbage ved ‘the blues’. Genren, der har betaget Jack, siden han var teenager og hørte den afroamerikanske bluesmusiker Son House synge a cappella-sangen ‘Grinnin’ in Your Face’.
»Det ramte mig virkelig. Jeg tænkte, at det er det her, det handler om, det her er musik. Det genstartede det hele for mig, og gennem det fandt jeg vej til Blind Willie Johnson og Charley Patton. Og det var det. Alt forandrede sig. Jeg synes bare, at det er sandheden. Det er grundlaget for alt, hvad jeg elsker ved musik. Når man graver dybere og dybere, så er det, hvad man finder. Det er her, det startede. Det føles som netop det, jeg vil sige og formidle«.
Du virker næsten religiøs omkring det nogen gange?
»Ja, det er det. Charlie Patton, Son House, Robert Johnson, de er vores bedstefædre. De er utroligt vigtige for, hvad vi laver, og jeg ser hele tiden på dem for orientering«.
Moderne studie og stort selskab
Og det er da heller ikke til at tage fejl af, når man lytter til The White Stripes, for selvom Jacks riff skylder garagerocken lige så mange lærepenge, så gror bluesens rødder tydeligt op gennem hans fingre og helt op til hans stemmebånd, der ofte vrider sig med genrens store følelser.
Er du stadig i tvivl, så vil ‘Icky Thump’ helt sikkert overbevise dig. Jack har skubbet pianoet ind i skabet og igen skruet op for sine guitarer. Ja, det er faktisk det The White Stripes-album, der har flest guitarsoli, noget Jack forklarer ved, at han lige var kommet tilbage fra at spille leadguitar på turné med The Raconteurs, da Meg og han gik i gang med at skrive og indspille albummet. Og der er masser af rå, beskidt, nærmest primal energi på albummet, men samtidig er der blevet plads til noget af det mest straight blues’ede bandet har lavet. Ja, nogle sange svinger næsten over i ren country.
På mange måder er det også et album, der beviser, at Jack og Meg er kommet ud af Detroits blodsugende greb. For selv om lyden er karakteristisk og umiskendeligt The White Stripes, så er der små ændringer. Albummet er for eksempel det første, der er indspillet i et moderne studie, og selv om duoen stadig har brugt et hav af gamle mikrofoner til at optage, så er lyden friskere og mere defineret end tidligere.
»Vi har altid været bange for, at et moderne studie ville få vores lyd til at lyde falsk, men vi var et sted, hvor vi havde det rigtig godt og var positive. Så da vi fandt et studie tæt på med en god samling af mikrofoner, så tænkte vi, »lad os prøve at se, hvad der sker«. Og det virkede. Vi skabte stadig de her kraftfulde toner, så det var fedt. Nu ved jeg, at vi nok skal klare det«, fortæller Jack og griner lidt af sin egen mistillid til moderne teknologi.
Men et endnu bedre bevis på, hvor langt væk fra Detroit bandet er kommet, og hvor meget de efterhånden kun følger deres egne lyster, er den pladekontrakt bandet har underskrevet med Warner Brothers i USA, noget der om noget må være en kæmpe fuck-finger til Detroit og hele undergrundens snobbede uafhængighed.
»Vi er et nyt sted nu, rigtig langt væk fra alt det her hipster, garage-indie-rock lort, og vi kan være sunde, sikre og positive omkring det hele. Det skal nok gå. Vi kan virkelig gøre, hvad vi vil, uden nogens indflydelse«.
Så kald dem ‘sell-out’, hvis det er det, du vil, men ‘Icky Thump’ beviser på mange niveauer, at The White Stripes har klaret turen væk fra Detroit, væk fra rødderne, og videre mod nye, større ting. Tydeligvis med en ny portion selvtillid, og hvorfor skulle de ikke også have det?