Those Dancing Days

Fra uskyldigt sodavands-disko med fjollet dans, over gymnasiefestens opvågning og til det lurende voksenlivs bekymringer. Det er den rejse, pigerne i svenske Those Dancing Days har taget fra deres naive pop på debuten ‘In Our Space Suits’ til den mørkere og tungere efterfølger ‘Daydreams & Nightmares’. Det er stadig tale om ungdommeligt spraglet pop med stort P, men bandet tager her et klædeligt skridt i en mere nuanceret retning.

‘Daydreams & Nightmares’ har måske ikke et så umiddelbart appellerende nummer som ‘Hitten’, der stadig står som deres fineste øjeblik, men man er tydeligvis gået efter et mere gennemarbejdet album end debuten. Trommerne er skarpere, guitarerne skærer bedre igennem, og keyboardene knirker mere fantasifulde og krøllede.

Den største optrapning står Linnea Jönsson for, der her synger godt og fyldigt, men også sårbart melankolsk, ikke ulig Lykke Li på hendes seneste fine ‘Wounded Rhymes’. Desto mere skammeligt er det, at stemmen bruges til at fremføre de uhørt banale tekster. Det er en del af bandets pop-æstetik men yder ikke retfærdighed overfor den fængende new wave-lyd med træk fra navne som The Cure og Blondie blandet op med den melodistærke og karakteristiske svenske indiepop.

Those Dancing Days er stadig et ungt band, og med dette andet album lykkes det dem at give dybde til potentielt overfladisk og stereotyp pop, hvorfor man nok bør holde øje med dem. Verden kunne meget vel ligge foran deres dansende fødder.