EMA

EMA er Erika M. Andersons kunstnernavn. Hun var førhen kæreste og kollaboratør med eks-Mae Shi-medlemmet Ezra Buchla i bandet Gowns og påstår at være direkte efterkommer af den norske vikingekonge Erik Blodøkse. EMAs debut, som sagtens kunne bære ‘breakup-album’-mærkatet stort, sort og stolt på omslaget, antyder ganske kraftigt hvilket giftigt og bundløst hul dette sjælepar ville kunne fremtrylle sammen, for EMAs nihilistiske nærvær er ætsende i sig selv.

Der går en lige arvelinje fra Patti Smith over PJ Harvey og Cat Power til EMAs støjende guitarer og dødsmarch-dystre stemninger. ‘Milkman’s sexede og mekaniske industrial, lukkeren ‘Red Star’s narkoleptiske og fantastiske dronerock og en håndfuld nøgne og smerteligt gotiske folk-sange er emballagen, mens Andersons følelsesliv decideret er vareindholdet.

Især den selvudleverende ‘Butterfly Knife’ om cutting og den smukke og lodret skræmmende ‘Marked’s hudløse omkvæd »I wish that every time he touched me left a mark« slår tonen an. Man kan få helt ondt i maven over det dybsorte følelsesregister, Anderson her opridser, og kun konstateringen af at hun oftest synger i datid, og at albummet dermed er en slags katarsisk frelse og udfrielse, tænder lyset for enden af tunnellen.

Hvor æggende EMAs rå og samtidigt skrøbelige rock virker, så halter debuten på et par punkter: Skivens kun ni skæringer kan virke skitseagtige og betragtet som helhed en kende inkonsistente. Det virker mere som en slags introducerende compilation – og et blueprint til noget større. Forhåbentlig bliver det ikke soundtracket til en personlig apokalypse.