Instra:Mental

Beats glimter som kolde, fascinerende bloddiamanter på Instra:Mentals debutalbum. Slebet med professionel nøjagtighed, udvundet i en dyster fortid. ‘Resolution 653’, der er navnet på en kloningslov fra en sci-fi-roman, har intet at gøre med den drum’n’bass, som duoen ellers er kendt for. Ambitionsniveauet er hævet betydeligt og peger nu direkte ind på slut-90’ernes store technologer som Autechre og Drexciya.

Der er faktisk få musikere, der tør samle tråden op fra den del af 90’erne, der som årti generelt er i højsædet for tiden. Taget de to mesterduoers œuvre i betragtning, er det også svært at indse, hvad man præcist skulle tilføje. Debutalbummet virker heller ikke overvældende nyt. Men det opnår med stor nøjagtighed fornemmelsen af et sted mellem maskinens spontane varme og menneskets mekaniske kulde. Med andre ord technoens klassiske tema, som Instra:Mental her rammer behændigt ned i uden for mange klicheer.

Musikken er hardware-baseret, altså programmeret på maskiner frem for på computer, hvilket er med til at danne lyden af electro – betegnelsen for tidlig Detroit-techno spillet på trommemaskiner som klassikeren TR-808.

Tempoet og rytmikken lader ikke tvivl om, at albummet er lavet til dansegulvet. Den til tider lidt anstrengte energi opvejes af kompositionernes opfindsomhed og albummets velfungerende kontinuitet. Desværre mangler enkelte tracks, især de første fire, elegancen, som den rytmetunge stil kræver – hvilket dog ikke sår tvivl om debutens generelt høje niveau.

Instra:Mental. 'Resolution 653'. Album. NonPlus+.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af