1349 – da pesten kom til Roskilde

Indhyllet i røg gik et par mænd på scenen og spyede ild. Som det naturligste i verden satte de derefter ild til forkanten af scenen. Det var tid til black metal.

En båndet intro spredte uhygge i det halvfulde telt, og 1349 lod os vide, at vi var i deres nåde. Men nåde var der intet af, da første nummer eksploderede i ondskab a la Norge. Sådan skal det også være, når gruppen er opkaldt efter året, hvor byldepesten kom til vores naboland mod nord.

De fem kvarter var en hård omgang, og showet var hverken for sarte øre eller folk, der har et problem med at hylde djævelskab. Men 1349’s numre varierede i tempo, så det aldrig blev ensformigt, og mens forsangeren Ravn messede growlende, smed folk djævlefingrene op.

Guitarerne gik ikke helt igennem, når tempoet var højest, og trommerne buldrede af sted. Men de mange tunge breaks gav plads til de sprøde spader, der galoperede groovy og fik nakkemuskler på overarbejde, mens corpse paint løb ned af ansigterne på de hårdtarbejdende musikere. Man forstod, hvorfor trommeslageren Frost er et kendt navn, for han spiller hurtigere, end Hjulben løber, og jeg har sjældent set en bassist spille hurtigere end den maske- og kutteklædte Seidemann.

Roskilde Festival: Se hele vores dækning