Young Knives

Craver man britisk gang-i-den rock med ungt snit og første indskydelse på lystavlen stadig er Arctic Monkeys, er man selvfølgelig lovligt undskyldt. Men det er måske på tide med lidt udskiftning i stakken. Young Knives har haft en længere karriere end rivalerne, og medlemmerne er efterhånden nogen-og-tredive år gamle, men har trods det ikke tabt pusten, eller som Arctic Monkeys, taget den lydmæssige rullekravesweater på og er begyndt at spille voksenrock.

Singleforløberen ‘I Love My Name’ åbner ballet og sætter dagsordenen med pågående albuerne-først-guitarer, solide kæberaslertrommer og fængende, ligefremme gunshots fra sangskriverhoften – ‘Human Again’ og ‘Glasshouse’ værende andre fornemme demonstrationer af bandets meloditække. Stjerneproduceren Nick Launay har blottet en lidt mere poleret og poppet side af gutterne, uden at det har kostet bid og punch. I processen har de også byttet instrumenter, hvilket har boostet saldoen på sprødhedskontoen. Lyt blot til den fræsende, savtakkede synthbas på ‘Running From a Standing Start’ og ‘Vision In Rags’!

‘Silver Tongue’ og den dvaske discorocker ‘Woman’ er begge double-whoppere med klassisk britrock og ABBA serveret i samme bolle. Det er kun førstnævnte, der er rigtigt vellykket. Og så er ‘Everything Falls Into Place’ og ‘Go To Ground’ lovligt gumpetunge i forhold til resten af albummet. De burde have været udeladt, for de udgør et mindre stilbrud her.

Men man skal være stokdøv for ikke at fatte trekløverets umiddelbare, selvsikre og tæskehamrende catchy postpunk, og med dette album er en oprykning til britrockens Premier League fuldt fortjent.