Lenny Kravitz

Hvem laver plader med 16 numre på længere? Svaret er lidt groft sagt, at det gør musikere, som stadig lever i fortiden. Og hvis der er nogen, der lever i fortiden, så er det Lenny Kravitz.

Den amerikanske sangskriver og multiinstrumentalist debuterede for over tyve år siden med albummet ‘Let Love Rule’. Siden er det blevet til et hav af hitsingler, guldplader, grammypriser og 35-millioner solgte album. Ikke dårligt, men det var alt sammen dengang.

Nu er tiden en anden, og Kravitz er hverken det sexsymbol eller den sangskriver, han var engang. ‘Black and White America’ er det niende album i rækken fra den i dag 47-årige Lenny Kravitz, og som nævnt er der noget anakronistisk over albummet. De 16 sange på ‘Black and White America’ er håbløst tilbageskuende og forcerede og i sine værste stunder føles albummet både gumpetungt og dateret. Som et billigt levn fra 90’erne.

Et nummer som ‘Rock Star City Life’, der er bygget om omkring et klassisk, stramt Kravitz-guitarriff, falder fuldstændig til jorden i al sin overgearede overfladiskhed. Han vil så gerne rocke som i de gode gamle dage, men ender med at lyde som en tam kopi af Roxette. Bedre går det ikke på det efterfølgende nummer ‘Boongie Drop’, hvor Jay-Z spytter rim over et pinligt beat, som havde passet fint ind på et Black Eyed Peas-album.

Bedre går det på ‘Stand’, der såmænd godt kunne fungere som radiosingle. Kravitz kan nemlig godt skrive fine popsange, hvis han gider, og også det funky åbnings- og titelnummer fungerer overraskende godt. Men det bliver skudt for meget med spredehagl på albummet, der lader til at være lavet ud fra devisen: If you throw enough shit against the wall, something’s got to stick. Men det er meget lidt, der sidder fast efter endt lytning af ‘Black and White America’. Det meste falder bare til jorden.