Ringo Deathstarr

Undertiden er det en blandet fornøjelse at opdage nyslåede shoegazer-revivalister eller ‘nu-gazer’-bands (gys!), om man vil. De gennemtravede virkemidler, som The Jesus and Mary Chain og My Bloody Valentine i sin tid introducerede får altid lige en tur mere i manegen. Og så en mere. Det er de færreste nykommere, som formår at vinde genren nyt terræn og at introducere friske elementer.

Texas-trekløveret med det tåbelige navn Ringo Deathstarr går ikke kritikken ram forbi. Her er tordnende trommer, bøj og svaj i guitarfladerne samt hviskende, sensuelle dreng-pige-vokaler, der i deres subtile forføreriskhed måske kildrer ungdommens hormonoverskyllede hjerner mere end barnlige bandeord og platte sexreferencer. Og så selvfølgelig de eviggyldige pophooks, der under mangfoldige lag af hvid støj stadig slår en ulveklo i lytterhjertet.

Det er skabelonisk som fanden, men debuten ‘Colour Trip’ imødegår nogle af problemerne ved i det mindste at være alsidig. Skiven virker mere som en slags opsamling af shoegazerens retninger end et entydigt og lineært statement.

Eksempelvis er de ligefremme, korte hapser ‘So High’ og ‘Kaleidoscope’ gjort af et materiale, der ville tage sig lige så godt ud i hænderne på The Pains of Being Pure at Heart.  Den forrygende og kælne ‘Chloe’ samt ‘Imagine Hearts’ spejler sig i henholdsvis MBV’s ‘Only Shallow’ og ‘Soon’, mens ‘Day Dreamy’ og ‘Other Things’ genkalder slørede stunder med Slowdive på anlægget.

Eksekveringen redder albummet fra at blive kedeligt, og faktisk falder kun JAMC-pasticherne ‘Do It Every Time’ og ‘You Don’t Listen’ i fælden. Derfor er Ringo Deathstarr, trods forudsigeligheden, et fornøjeligt nyt bekendtskab.