Wilco

Under Wilcos Roskilde-koncert i 2007 gik trommeslager Glenn Kotche pludselig amok og lod trommerne regne uprovokeret ned over den stilfærdige ‘Via Chicago’. Det lød som en fejl, og det var til at starte med ganske traumatiserende. Men det var med vilje, og det hele endte som en tryg oplevelse, fordi frontmand Jeff Tweedy med stoisk ro førte bandet gennem nummeret. Totalt uanfægtet.

Dét er Wilco. Altid holdt i balance af Tweedys stabilitet som sangskriver, men også rastløst skrævende mellem to bjælker. Den ene er den countryinficerede, tidløse soft rock. Den anden er progrocken, der som et emblem på denimskjorten er en konstant påmindelse om, at Jeff Tweedys alt. country er væsensforskellig og mere krads end den mere rendyrkede country, som ex-bandmakkeren Jay Farrar har funklet med i Son Volt, siden de to rev Uncle Tupelo fra hinanden for snart to årtier siden.

Ordet ‘alternativ’ er Tweedys alibi for at spille musik, vores fædre også lytter til, og derfor er det ikke overraskende, at albummmet åbner med ‘Art of Almost’ med synkoperede rytmer, computerknas, groovy, vuggende bas og guitarstøj. Det er umiskendeligt Wilco. Det samme er manglen på selvhøjtidelighed, der gør det naturligt at afbryde ti sekunders Sonic Youth-støj ved at fløjte, som var vi på skovtur.

Jeff Tweedys høje bundniveau skyldes dels hans stærke melodiøre og dels, at han er så kontrolleret. Alt, der foregår her, om det er den orgelpumpede rocker ‘I Might’, tin pan alley popsangen ‘Capitol City’ eller den fine, blå countryballade ‘Open Mind’, er ekstremt stramt spillet. Det er trygt hele vejen. Man overraskes undervejs, men Wilco træder ikke ud af sin komfortzone.