Erasure

Det er svært at overse det paradoksale i titlen på Erasures 14. album, for Vince Clark og Andy Bell har i mange år hængt fast i gårsdagens verden. Eller måske snarere i minderne fra den. I lighed med mange andre bedagede bestseller-navne er Erasure nemlig for længst havnet dér, hvor publikum til koncerterne elsker at feste til de gamle hits, mens nyere numre højst bliver mødt af høflig velvillighed og loyale klapsalver.

Man skal faktisk helt tilbage til midten af 90’erne, før duoen sidst spillede en rolle på hitlisterne med deres glitrede og hyperiørefaldende blend af synth-pop og Hi-NRG. Det kommer ‘Tomorrow’s World’ næppe til at ændre på, for også denne gang er der et stykke vej til den melodiske træfsikkerhed og den camp’ede charme fra storhedstiden.

Andy Bells stemme har med årene fået en mere patosbelagt klang, som synes at trække energi ud af musikken. Og selvom Vince Clark stadig har et vist håndelag for runde og hurtigtvirkende melodier, er sangene altså også blevet tungere bagi. Erasure anno 2011 er velklingende, men også temmelig iltfattig voksenpop, der ubesværet kan glide ind på P4’s playlister, men uden at gøre meget væsen af sig.

Enkeltvis er der ingen af disse sange, der virker stærke nok til at træde ud af bagkatalogets skygge. Lyden af morgendagens verden er det i hvert fald ikke.