Jens Lekman – perfekt sløjfe på fornem aften
I Koncerthusets Studie 2 prydes væggene af forskellige tryk med store og meget forskelligartede entertainere fra Carl Nielsen over Else Marie Pade til The Raveonettes. Passende kunne den romantiske og krøllede svenske popsmed Jens Lekman føjes til denne række efter gårsdagens fortrinlige og underholdende intimkoncert.
Modsat tidligere besøg her til lands var Jens i denne omgang ikke omgivet af et større backingband, men var kun flankeret af trommeslageren Edison Rodgers, der godt nok mest af alt lignede en ung og flot Jens Okking, men som en veninde hviskede mig i øret: »Han synger jo som en engel«, hvilket da ikke var helt ved siden af. I øvrigt var der heller ikke en finger at sætte på hans fine og tilpas tilbageholdende trommespil, der både formåede at agere groovy bund og nænsom underlægning til Lekmans bittersøde fortællinger.
Fra åbningen med den nedtonede nye Lekman-perle ‘Every Little Hair Knows Your Name’ lagde hovedpersonen stilen, hvor han fint formåede at vippe mellem rollen som den inderlige og næsten teenage-romantiske sangskriver og den kække entertainer, der sprøjter komiske anekdoter af sig mellem numrene. Setlisten kom fint rundt i bagkataloget, hvor blandt andet en swingende udgave af stalkerhyldesten til Kirsten Dunst i ‘Waiting for Kirsten’ og den optimistiske heartbreakhymne ‘The End of the World is Bigger than Love’ vakte glæde og begejstring fra stolene i salen.
Ligeledes fik de af svenskerens landsmænd, der havde krydset sundet en special treat i form af en nyoversat svensk udgave af den gamle perle ‘Julie’, som blev dedikeret til hjemstavnen. Bedst var det, da Lekman croonede sig igennem en langsom udgave af den gamle livefavorit ‘Black Cab’.
Slutteligt fyredes der op for den medbragte sequencer, der akkompagnerede med det let genkendelige strygerarrangement fra ‘The Opposite of Hallelujah’, hvori hovedpersonen afslutningsvis strøede om sig med konfetti og spillede luft-klokkespil. Efter blot tre kvarter forlod Lekman scenen, men vendte dog hurtigt tilbage for at levere den obligatoriske række af ekstranumre, der blandt andet bød på et veloplagt cover af Ten City’s ‘That’s the Way Love Is’.
Som en perfekt sløjfe på en fornem aften, trak Jens stikket ud af sin spanske guitar og gav en helt nedbarberet version af ‘Sharin’ forrest på scenekanten, imens hele salen holdt vejret, fordi man sad og følte at svenskeren var uendeligt nærværende. Eneste anke ved aftenen var egentlig, at vi da gerne ville have haft lidt mere end den lille time, vi måtte nøjes med i selskab med charmetrolden.
