Space Dimension Controller

På ‘The Pathway to Tiraquon6’ får vi 46 minutter i selskab med Space Dimension Controller, men vi må helst ikke kalde det et album. Pladen er nemlig kun en forsmag på, hvad der venter, når Jack Hamil i 2012 slipper alle kræfterne løs på debutalbummet, som vist nok lystrer titlen ‘Welcome to Mikrosector-50.’

Første del af rejsen starter altså her, men enhver forventning om, at ‘The Pathway to Tiraquon6’ skulle give indtryk af, hvad albummet byder på, bliver hurtigt gjort til skamme. På 10 minutter når vi igennem en 80’er-klingende introbid, pulserende synthesizerleg på ‘2257 AD,’ Aphex Twin-tons på ‘Pulsovian Invasion’ samt blød fuglekvidder på ‘Last Sunset on Planet Earth.’

At Hamil kun lige har fejret sin anden runde fødselsdag er til at høre: Produktionsteknisk har han så småt fundet sig til rette, men genremæssigt skal hele paletten stadig prøves af. Selv om han ikke skal høre et ondt ord for det, ville et strammere fokus måske alligevel gøre gavn.

Når sci-fi-legesygen bliver mere kaos end fremtids-kosmos på ‘Usurper’ eller førnævnte ‘Pulsovian Invasion,’ er det svært ikke at drømme sig til fredeligere galakser som på de eminente ‘Tiraquon’s Return (A New Home)’ og ‘Flight Of The Escape Vessels.’ Retter Hamil bare en lille smule op på fartøjet inden debutalbummet, har vi dog en aldeles glimrende plade i vente.

Space Dimension Controller. 'The Pathway To Tiraquon6'. Album. R&S.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af