Surfer Blood
Da jeg sidste år havde Surfer Bloods debutalbum mellem hænderne, kritiserede jeg sangenes bolsjeposeblandede inkongruens og produktionen, som konsekvent fondue-dyppede John Paul Pitts’ himmelblå, karske vokal i rungende ubådsrumklang. Jeg kan glædeligt konstatere, at der er taget behørigt hånd om problemerne på ‘Tarot Classics’ – en lille ep-godbid, der forhåbentlig også tjener som forlæg til næste albums gyldne, solslikkede lyd.
De floridanske indierockere har bundtet de konfust strittende retninger sammen, sorteret fra, og står tilbage med et neg af gode, gammeldags Beach Boys-harmonier i mest rigide, konsekvente powerpop-dressur, og selvom Pitts’ vokal måske stadig er lidt vel overproduceret og digitalt slikket, klæder hans nye, mindre krukkede og mere 1:1-ligefremme lyd sangene uovertruffent.
Fortræng bekvemt et par bonusremixes, hvoraf et rigtigt tacky eksempel lyder som om bandet har været en tur i tidsmaskinen og fået Cut’n’Move til at producere og en lallende amatør til at masterere eurodance-skramlet i kæntret, asymmetrisk stereo, og konstatér istedet at singlen ‘Miranda’ er noget af det mest fængende, bandet har skrevet – også selvom de i forvejen var kendt for at have ærmerne fulde af hooks.
‘Voyager Reprise’ planker, som navnet antyder, videre på ‘Miranda’s akkorder med nok success til at kunne differentiere sig fra forlægget, mens ‘I’m Not Ready’ er en lille, nærmest upassende selvsikker pop-sag omhandlende – netop – romantisk usikkerhed. Kun ‘Drinking Problem’ falder lidt i tam tomgang. Det forstyrrer dog ikke et helhedsbillede af et band, der er nået langt på halvandet år, og som virker mere sultne, fokuserede og klare i mælet end nogensinde.