Mellemblond
Der er talrige faldgruber i at skrive gode sangtekster på dansk. Nogen forfalder til trivialiteter – små banale sweet nothings, der ikke rigtigt bevæger lytterhjertet – og andre burer sit publikum inde i serier af buldrende, fortænkte slogans. Mellemblond balancerer fint på denne knivsæg med deres nye ep.
Her er hverken for lidt eller for meget, og Kristoffer Munck Mortensens ukomplicerede tekster understøttes noget nær perfekt af bandets bluesfunderede, musikalske sokkel. Og de hører nok sammenligningen en del gange i løbet af karrieren, men ‘Mørkt stof’ understreger med dens bralrende og stumpe overstyrede garage-rock’n’roll-gemyt virkelig Mellemblonds status som et gedigent dansksproget alternativ til en anden, mere kendt trio – nemlig Black Rebel Motorcycle Club. ‘På vippen’ genkalder snarere BRMCs stille stunder fra perioden med ‘Howl’, og Mortensens drævende vokal er som snuppet ud af flaben på BRMC-bassisten Robert Levon Been – på den helt igennem godkendte måde.
Modsat rummer ep’en også mere originale og skæve sager, som lurer-hymnen ‘Smertensbarn’ og det fortrinlige titelnummer, der i høj grad lyder som Mellemblonds egen kaffeblanding med rundhåndede mængder knitrende tør spaghettiwestern-twang på leadguitaren. Den dvaske lukker ‘Diset. Døsigt’ farver bandets ellers nattesorte og klassisk coole musikalske Ray Ban-briller i mere pastelpsykedeliske nuancer, og kunne nærmest etablere dem som tredje hjørne i en dansk beatrevival-pyramide, der også tæller folk som Langsyn og Thee Attacks.
‘Elastisk’ er tillige måske Mellemblonds mest kvalitetskonsistente udspil til dato, og er vægtet helt rigtigt med sine snack-beskedne 16 minutters spilletid. Det er præcis sådan her, ep-formatet skal bruges.