The Roots

The Roots fortsætter de senere års arbejdsraseri på et udspil, der kræver, at lytteren køber præmissen om albummets lyriske omdrejningspunkt, den fiktive karakter Redford Stevens, hvis skæbne besejles af hans opvækst i den nedbrydende ghetto. Den lovligt udtrådte og lidt belærende tematik betyder, at det normalt så funky lydbillede aldrig rigtigt får lov at udfolde sig. Men heldigvis har det afdæmpede udtryk også sine højdepunkter som den psykedelisk soulede ‘Sleep’ og den skævt poppede ‘Lighthouse’.

Philadelphia-kollektivets liveinstrumenterede hiphop har altid været leveringsdygtig i store tanker og tekster af den mere filosofiske slags, og overgangen fra dybsindighed til tungsindighed føles derfor heller ikke så unaturlig. Alligevel er det som om, albummet stritter i forhold til resten af røddernes bagkatalog, og intentionen er da heller aldrig til at tage fejl af. Imellem et mættet strygerspor og den voldsomt traurige afslutning med Sufjan Stevens i en avantgardistisk klaversolo, bør man mærke alvoren. Men når man nu skal mades med ske, er det heldigt, at det også foregår med mange af de sædvanlige virkemidler. ‘One Time’ og ‘The OtherSide’ er kærkomne, klassiske Roots-grooves med stram rap, funky trommer og sprøde soul-refræner.

‘Undun’ skal både opleves og anskues som et samlet værk. Og som sådan er det ved første indskydelse mere interessant og respektindgydende, end det er øjeblikkeligt appellerende. Det ændrer sig dog heldigvis med tiden.