Copyflex, der spiller til Soundvenue x 55DSL Fashion Week Party på fredag, har i flere år været ambassadør for diverse ‘genre-mulatter’ på klubscenen, så han har tjent titlen ‘Danmarks Diplo’. Mød dj’en og hans producer-kollektiv Yo Fok.
Vestlig populærmusik præger i allerhøjeste grad lydbilledet, når man tager ud i det danske natteliv. Etablerede genrer som berliner-techno, amerikansk hiphop, dutch house, dansk indie eller britisk dubstep dominerer klubmusikken både i og uden for København. Men alle regler har en undtagelse, der netop bekræfter den. Og alle ovenstående genrer har på et tidspunkt være ny og fremmed. Bragt hertil af en nysgerrig musikturist fra Ibiza eller London. Berlin eller New York.
Sådan en nysgerrig musikturist er Åsmund Boye Kverneland, bedre kendt som dj og producer under aliasset Copyflex. På rejser til Sydamerika har han suget inspiration til sig og bagefter spredt sine nyfundne genreforelskelser til os fra dj-pulten. Genrer som cumbia og moombahton har de senere år domineret, men Åsmund har været vidt omkring.
Den nu herboende nordmand rejste i 2000 fra Norge til Danmark og senere videre til Filippinerne. Fra fjeldet til storbyen. Fra livet som punk-skater til børsmægler. I løbet af et års tid stod det dog klart, at finansverdenen ikke var forenelig med Åsmunds livssyn. På et slummet sydfilippinsk kontor hørte han tilfældigt en kollegas nynnen, og pludselig var musikken igen hans førsteprioritet.
»Jeg var omgivet af rigtige hustlere på ryge-amfetamin, efterlyste Wall Street-hajer og fik tilbudt pistoler og alt muligt andet. Men en dag hvor jeg havde det rigtigt dårligt, hørte jeg igennem lokalet en pigestemme, der sang en Pixies-sang«.
Tilfældigt vækkede det ham og tændte den musikalske gnist. Kort tid efter sagde han farvel til jobbet og Fillippinerne og tog til København. Her mødte han en række producere, der fik afgørende betydning for hans lyd. Folk som Bjørn Svin og Carsten Pflum trak ham væk fra de rene støjkollager, han – inspireret af tiden i Norge – arbejdede med, og introducerede mere beatbaseret musik for ham. Dansabel musik med et ‘bounce’.
Den helt store åbenbaring og gennembruddet for Copyflex kom, da han opdagede Modeselektor.
»Jeg var blevet booket til at give et af mine ret smadrede sets. Men tre timer inden, jeg skulle spille, gik gearet ned, og jeg måtte finde en nødplan. Jeg havde lige set Modeselektor spille for første gang i København og var blevet blæst væk. Jeg havde aldrig hørt noget lignende. De lavede hiphop, der lød som techno. De havde ikke udgivet noget endnu, men jeg fandt en amerikansk udsendelse med dem, hvor de spillede nogle af de tracks, der skulle blive til ‘Hello Mom!’-pladen. Jeg klippede numrene ud af udsendelsen og havde en cd med noget fransk hiphop og en instrumental dancehall-vinylplade. Det var det eneste, jeg spillede«.
Sydamerikansk dansktop
På kort tid blev Copyflex et stort navn i København. Kendt for sin eksotiske og flamboyante stil, hvor han blandede alt fra bailefunk til progressiv house. En stil han udviklede med producer- og dj-kompagnonen Jens Fokking. Alene og som halvdelen af Copyfokking væltede Åsmund efterfølgende et København, der var midt i sin ‘new rave’-æra. Han blev resident på højborgen Vega Natklub, stod bag Ghetto Rave og spillede også en del uden for Danmark. Og det var netop på et job i Brasilien i 2008, at Copyflex fandt sin nuværende musikalske kærlighed.
Den selvlysende festkultur var falmet, og Åsmund var musikalsk en smule rastløs. Den mere minimale, elektroniske musik og klassens nye dreng, dubstep, var for dyster for produceren, der ellers havde sit udgangspunkt i støjrocken. Han manglede noget glad musik med ‘bounce’.
»Jeg boede hos den her tysker, der hedder Wolf. Han spurgte mig, om jeg nogensinde havde hørt om genren cumbia, hvortil jeg måtte svare nej. Så gav han mig en pakke med 200 tracks. Både cumbia, reggaeton og tribal. Jeg var solgt med det samme! Det var langsomt, men ikke på en reggae-stener måde. Der var meget hiphop i det, og det var let at mashe up med andre ting, så man kunne eksperimentere med det«.
Da han kom hjem og ville spille det for sin venezuelanske kæreste, gad hun ikke lytte til at starte med. For hende var den gamle lokale genre cumbia noget, der svarer til dansktop. Men da hun hørte det, kunne hun godt se potentialet i den opdaterede version, der kombinerede traditionerne med en slags rave-mentalitet.
Så Åsmund tog alle sine bedste techno- og housetracks, en smule bailefunk og dancehall, satte det ned i tempo og smed cumbia trommer på. Responsen var ekstremt positiv, og igen havde Copyflex genopfundet sig selv. Denne gang som Copia Doble Systema, der egentlig bare er Copyflex på spansk. Og den sydamerikanske feber ramte også hurtigt Jens Fokking.
»Jens og jeg har altid haft en lidt venskabelig konkurrence. Min nye retning var lidt et brud med Copyfokking-tingene, men da han hørte min nye lyd, gik han lynhurtigt i gang med at studere og lege med genrerne, og pludselig en dag kom han med to mesterværker, sådan lidt »må jeg være med nu eller hvad?« Og et af de numre, ‘Colegiala’, blev noget af det største, vi nogensinde har lavet«.
Tropical-ambassaden
Under navnet Yo (som repræsenterer det urbane ‘bounce’-element) Fok (der står for at ‘fucke’ med al musik, uden at give en fuck for genrekonventioner) etablerede de et studiekollektiv i en baggård på Nørrebrogade. I to primitive, men tilsyneladende særdeles kreativt fordrende etager, komplet med vokalboks, pladesamlinger, seng, køkken og toilet, samt alverdens gear og lir, holder Yo Fok-familien nu til. Og den tæller i dag navne som Phase Cinco, Dixone og Julius Sylvest. Alle navne der har lavet andre former for musik, men som er faldet for en eller flere af de sydamerikanske afarter. De fleste har et par udgivelser under bæltet og flere på vej. Eksempelvis den 20-årige Julius Sylvest.
»Jeg mødte Julius en aften og fortalte ham om den her nye lyd. Han gik hjem og tændte sin computer, gik i gang med at producere, og dagen efter kom han tilbage med ‘Caramba’«.
Et track der et par måneder senere gjorde, at Diplo fik øjnene op for Yo Fok, og som gjorde, at der nu er et par remixes på vej ud på mastodontens label, Mad Decent. I baggården på Nørrebro, der tidligere husede et bordel, sker der nemlig ting og sager.
»Vi er en række forskellige producere, der alle lyder lidt ‘tropical’, men stadig forskellige. Vi laver masser af musik, giver feedback på hinanden, spiller sammen og arbejder på kryds og tværs, både internt og eksternt. Og så er jeg gået fra at være musiker til mere at være en slags labelmanager og tænke lidt mere langsigtet og karrierefunderet for os alle end bare at lave en masse musik og spille det til et par fester«.
Og det ser ud til at virke. Huset står nu for både booking, management og label-aktiviterer.
Remix-opgaver triller ind, udgivelser ditto ud, og prominente gæster kigger forbi. Om det er Kidds ‘Gør sin ting’, der skal have en cumbia-overhaling, eller Moombahton-superstjernerne Munchi og Heartbreak, der kollaborerer med lokale helte, så er det hos Yo Fok, det sker.
Netop Moombahton – en kombination af reggaeton og dutch house – er en af de nichegenrer, der meget vel kan være den næste store tendens, der gør sit indtog på de danske klubber. Med de langsomme rytmer og intense temaer har den allerede sat sit ‘slow rave’-aftryk på en række fester. Med Åsmund & co. i front for den nye lyd. Lyden af Yo Fok. En københavnsk ambassade for elektronisk musik fra en anden verden.