Du kender ham som det lange rær med grydehåret fra Sonic Youth. Og Thurston Moore har ikke alene set støjrocken begynde – han startede den selv. Læs historien om en af den alternative musiks vigtigste pionerer, der gæster Danmark til august.
Da Thurston Moore var dreng, havde hans storebror en elektrisk guitar, som han ind imellem fik lov at spille på. Men han knækkede altid en streng, og storebroren blev selvfølgelig altid sur, når han kom hjem fra skole og opdagede, hvad der var sket. Derfor viklede storebroren en tyk kæde omkring sin guitarkasse og låste den fast med en hængelås. Men når storebroren var i skole, brugte lille Thurston timevis på at lirke låsen op med en tang, så han igen kunne klimpre løs på brorens guitar – og selvfølgelig som altid knække en streng. Bagefter lagde han den samvittighedsfuldt tilbage i kassen igen og satte kæden og låsen på.
»Når min bror så kom hjem, åbnede han guitarkassen med sin lille nøgle, og han blev lige overrasket hver gang, han så sin guitar med en knækket streng«. Thurston Moore gnægger veltilfreds. For selv om det næppe er første gang, han fortæller barndomsberetningen om sin tid som anarkistisk guitarbetvingende lillebror med flair for knækkede strenge, er der stadig et strejf af stolthed i den dybe stemme. Og med god grund. For den irriterende lillebror voksede som bekendt op og gjorde sønderrevne guitarer til sit levebrød.
Thurston Moore, der i dag er 53 år gammel, blev født i Florida men voksede op i byen Bethel i Connecticut omkring 100 kilometer fra New York City. Faren underviste i musik og filosofi på det lokale universitet, og både han og Thurstons farmor underviste i klassisk klaver – et instrument, der måske af samme årsag aldrig interesserede Thurston, som i stedet fandt vej til det uundgåelige teenageoprør i rytmisk musik.
»Da jeg var lille, drømte jeg om at blive trommeslager. Men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke havde noget talent for det. Det var meget nemmere at spille guitar«, forklarer han. Det var dog ikke fordi, han fik nogen undervisning. Nok var han tyvstartet på storebrorens guitar, men de få akkorder han rent faktisk kunne spille, lærte han sig selv, og han har aldrig haft nogen stor interesse i guitarens tekniske aspekter.
»Jeg var aldrig interesseret i at blive en hotshot guitarist«, forklarer han. »Jeg er ikke nogen guitarnørd, og jeg går ikke særlig meget op i udstyr. Jeg bliver altid spurgt, om jeg vil give interview til guitarmagasiner, men jeg siger altid nej, for jeg går virkelig ikke særlig meget op i den slags«.
Ikke desto mindre ejer han guitarer i hobetal. Men det er lydene og larmen, han elsker. Legen og jagten på melodier og støj. Og det er den evige nysgerrighed, der har gjort ham til en af den alternative rockmusiks allervigtigste pionerer.
Farvel til Pink Floyd-pladerne
Da Thurston var 18 år, flyttede han til New York. Det var i foråret 1977, og ifølge ham selv det perfekte tidspunkt, hvor han tilmed selv havde den perfekte alder. Med bands som Ramones, The Clash og Sex Pistols i spidsen var punkrocken eksploderet året før, og allerede dengang var Thurston begyndt at tage på små ture til Manhattan for at købe plader og blade, der fik ham til at drømme om andet og mere end livet på universitetet i barndomsbyen.
»Jeg glemmer aldrig første gang, jeg så et billede af Ramones«, husker han. »Jeg havde aldrig set noget lignende, og jeg blev simpelthen draget af den energi, de havde omkring sig«.
Mødet med billedet af de fire blege gutter med det ikonografiske ydre blev et vendepunkt for forstadsknægten Thurston, der hurtigt blev storforbruger af punkkulturen i alle afskygninger. Den førte ham ind i en helt ny, fascinerende verden af den såkaldte no wave – en paraplybetegnelse for kunst, musik, film og performance art og en demonstrativt kontrær bevægelse, der med sit navn markerede oppositionen til datidens populære new wave. Og pludselig der blev vendt op og ned på den rockmusik, Thurston troede, han kendte.
»Jeg blev blæst fuldstændig bagover af alle de ting, der foregik i byen, og jeg sugede det hele til mig. Jeg glemte alt om mine gamle Led Zeppelin- og Pink Floyd-plader. Jeg pakkede dem ned i en kasse, som jeg stillede i min mors garage. Og jeg husker tydeligt, hvordan jeg omkring to år senere fandt kassen frem og åbnede den igen. Jeg havde simpelthen glemt alt om dem, og samtidig slog det mig, hvor opblæste og dinosauragtige de så ud. Og jeg tænkte »wow… jeg har fuldstændig erstattet min fortid med alt det her fantastiske nye, der foregår omkring mig nu««.
Punkrocken markerede et vigtigt nybrud, særligt for unge, aspirerende musikere som Thurston Moore. Og han mener selv, at den betød, at han ikke følte noget behov for at lære at spille rigtig guitar på den gammeldags måde. For pludselig kunne man sagtens lave musik uden at være uddannet af den gamle skole, og med ét flød New York over med innovative bands, der bøjede reglerne for, hvordan musik skulle lyde.
Mødet med Kim Gordon
»Et band som Suicide, de havde ikke engang en guitarist!«, udbryder han begejstret. »Alligevel skabte de her to mennesker den mest fantastiske musik sammen med deres maskiner og mikrofoner. Eller et band som Talking Heads. Der er ingen flashy guitarlir, men alligevel skrev de vidunderlige sange. Det ændrede spillets regler for mig fuldstændig«, forklarer han. Og der gik heller ikke længe, før Thurston Moore selv trådte i karakter med det støjsøgende guitarspil, der i dag er blevet hans varemærke. Det skete under en impulsiv jamsession med en pige, han kendte. Året var 1978.
»Jeg satte min guitar i forstærkeren, skruede helt op og begyndte så bare at larme helt vildt med feedback og rigtig, rigtig krads støj. Hun stod bare og stirrede fuldstændig lamslået på mig og spurgte helt forundret: »Spiller du altid sådan?!« Og jeg svarede »Well, nu gør jeg!« Da besluttede jeg, at sådan ville jeg spille. Så skulle der nok komme nogle sange, tænkte jeg«.
Kort tid efter mødte han Kim Althea Gordon. Hun var datter af en sociologiprofessor, der underviste på UCLA, og havde derfor tilbragt sine teenageår i Californien i de sene 60’ere, da den psykedeliske rock eksploderede. Egentlig var hun kunstuddannet og arbejdede som kurator i New York, men i New Yorks kunstnermiljøer herskede et naturligt samspil mellem kunstarterne, og musikken virkede som et naturligt skridt videre for Gordon. Ikke mindst fordi hun mødte Thurston, som hun få år senere giftede sig med. Og Gordons cool, tilbagelænede kunstnerattitude og uskolede skraldemandsbas tilsat Thurstons rå og punkede energi blev den gyldne kombination, der gjorde Sonic Youth til noget helt unikt allerede dengang.
»Til vores første koncerter brugte vi så lang tid på at stemme vores tre guitarer imellem numrene, at vi til sidst blev trætte af det«, forklarer Thurston om bandets tidlige koncerter i 1981. »Så vi gik ud og købte en masse billige guitarer, som vi havde stående i en stor spand, så vi kunne skifte imellem dem. Det er noget, jeg godt kan længes tilbage til, for vi jo er blevet mere sofistikerede med tiden«.
For Thurston handlede den manglende teknik om at føle sig fri. Det havde intet at gøre med fri improvisationsmusik og free-jazz. »Jeg anede ingenting om den slags musik på det tidspunkt. Det handlede om at bryde nogle grænser i musikken, som jeg følte eksisterede. Det var også tanken, da vi startede Sonic Youth. Det var først efter de to første plader, at jeg rigtig blev interesseret i akkorder og fingerspil. Og det blev så til den her plade ved navn ‘Bad Moon Rising’«, forklarer han med fuldstændig overflødig beskedenhed.
Issælgende indierockstjerne
For selv om den knap to meter høje Thurston i starten måtte tage en række forskellige møgjobs ved siden af Sonic Youth, blandt andet som pedel i et indspilningsstudie og som sælger af de amerikanske iskager,Chipwiches på gaderne i New York, så blev ‘Bad Moon Rising’ fra 1985 om ikke deres store gennembrud, så i hvert fald et afsindigt vigtigt album for bandet.
Ligesom et band som The Velvet Underground forstod Sonic Youth at grave noget underligt smukt frem i kaskader af støj, og Kim og Thurston blev hurtigt undergrundens ukronede regentpar, hvis meninger man lyttede til. Ikke mindst da de nogle år senere introducerede deres pladeselskab Geffen for et dengang ganske ungt og ukendt band ved navn Nirvana.
Mange år er gået siden da. Men Thurston har stadig kælderen fuld af noisemusik på kassettebånd og et stort og bankende hjerte for støjens kringlede væsen. Alligevel er hans tredje soloalbum ‘Demolished Thoughts’ hans mest afdæmpede til dato.
»Jeg har lyst til at kunne lave begge dele. Jeg spiller en masse improviseret noisemusik med forskellige folk, jeg har Sonic Youth og så tænkte jeg, det kunne være interessant at lave en rigtig eftertænksom og indadvendt folk-plade«, forklarer han. »Og så er jeg jo ved at blive gammel, og den nye plade er da på mange måder en gammel mands plade«, siger han med sin gnæggende latter. Alligevel føler han ikke alderen trykke. Snarere tværtimod.
»Jeg er ret vild med ideen om, at folk oppe i alderen laver virkelig god musik. Sonic Youth har en sang, der hedder ‘Radical Adults Lick Godhead Style’ (fra albummet ‘Murray Street’, red.). Den skrev vi om folk som Yoko Ono og Neil Young, der dengang var godt oppe i 60’erne, men som ikke desto mindre lavede musik, der var langt mere radikal, end det som folk i 20’erne lavede. Bands som Blur og Oasis, der var virkelig store dengang i 90’erne, var så konventionelle og forudsigelige! Og da tænkte jeg bare »Wow, gamle mennesker styrer virkelig for tiden!« De var nærmest blevet vor tids svar på punkrock. Så på den måde kan man sige, at jeg er helt klar på at blive ældre«.
Hjælp fra Beck og Kurt Vile
I god tråd med de tidlige år i Sonic Youth er de mange guitarer på Thurstons seneste album, ‘Demolished Thoughts’, også stemt på en masse forskellige måder, og som det også var tilfældet på hans fremragende soloalbum fra 2007, ‘Trees Outside the Academy’, er der både violin og harpe på.
»Allerede da jeg skrev sangene, forestillede jeg mig dem med en masse strygere«, forklarer Thurston, der blev introduceret for harpisten Mary Lattimore via Kurt Vile, som hun spillede for på hans seneste album ‘Smoke Ring For My Halo’.
Egentlig var Thurstons plan, at albummet skulle indspilles i huset hjemme i Massachusetts for at gøre lydbilledet så skrabet og personligt som muligt. Men ved et tilfælde mødte han sin gamle ven Beck, og han foreslog, at Thurston kom på besøg i hans studie på Vestkysten. Og det endte med, at Beck producerede pladen.
»Beck blev virkelig en del af albummet. Hvis jeg ikke havde mødt ham, og jeg var endt med at producere pladen selv, var den blevet meget mere rå. Men han havde et virkelig interessant øre for min musik«, forklarer Thurston, som ikke er bleg for at indrømme, at han som guitarist har fået slebet nogle kanter med årene.
»Når man spiller guitar konstant hver evig eneste dag i sit liv, så bliver man uundgåeligt mere raffineret i sit spil, som tiden går. Jeg kan godt spille normalt på guitar… kind of. Men jeg ville jo aldrig kunne gå på scenen og jamme med et band som Red Hot Chili Peppers«, griner han. »Altså, de ved jo virkelig, hvordan man spiller. Men Sonic Youth bliver aldrig sådan et band. For os som band og for mig som guitarist handler det stadig i høj grad om at udvikle mit eget regelsæt, når det kommer til, hvordan man skal spille musik. Præcis som i gamle dage. Det har altid været det vigtigste for mig«.