Jack White

Jack White har det seneste årti cementeret sin status som en af sin generations væsentligste musikere i kraft af et utal af interessante projekter. Derfor har det med god grund ikke skortet på forventninger forud for mandens første soloudspil. Lykkeligvis er Jack White anno 2012 i musikalsk gavehumør, og hitkanonen er skarpladt med det helt tunge skyts.

Whites fremmeste kompositoriske greb har alle dage været at tappe inspiration fra ærkeamerikanske musikalske genrer som 1970’ernes beskidte Detroit-garagerock, den rå og skramlede, sorte bluesmusik samt klaverklimprende salooncountry, for efterfølgende effektivt at koge delene sammen til et umiskendeligt White’sk univers. En musikalsk formel, som den ferme sangsmed lykkes glimrende med på solodebuten, der velsagtens er den mest konsistente samling sange fra mandens hånd siden The White Stripes’ ‘Get Behind Me Satan’.

Læs også: 15 ting du ikke vidste om Jack White

Fra de krasbørstige guitarudladninger på den flænsende ‘Sixteen Saltines’ og den urovækkende ‘Weep Themselves to Sleep’, over tryglende hengivelse til den uforfalskede kærlighed i den akustiske ‘Love Interruption’, til den ambitiøse fusion af swingende jazzrock, vuggende country og overgearet riff-o-rama på den afsluttende ‘Take Me With You When You Go’, er albummet en sand tour de force udi fuldblodet musiceren.

Skal man fremsætte et beskedent kritikpunkt, så kunne man efterlyse lidt flere overraskelser, da albummet i høj grad fungerer som en manifestation af de musikalske sider af White, som vi allerede kender og elsker, snarere end det fremviser decideret nye sider af talentet. På den anden side: If it ain’t broke, why fix it?

Jack White. 'Blunderbuss'. Album. Third Man Records/XL/Playground.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af