Coldplay – visualiserede musikken

Da en uprøvet kvartet fra London nærmest med et overtog hitlisterne kort efter årtusindeskiftet, skete det ifølge Chris Martin med en nagende frygt for, at folk skulle opdage, at Coldplay egentlig slet ikke var særligt dygtige musikere. Efter 12 succesrige år på popmusikkens trone er frontmandens indledende paranoia vel glemt af de fleste, men undervejs i koncerten tirsdag aften kunne man fundere over, om selvtvivlen stadig hjemsøger den 35-årige englænder.

I hvert fald overskyggede det visuelle udtryk til tider den musik, som i første omgang bragte dem til toppen. Formentlig var fyrværkeriet, konfettien, ballonerne, neonarmbåndene, laserlyset og det multifarvede bagtæppe tænkt som et middel til en totaloplevelse af en koncert, men i stedet stjal de visuelle ideer fokus fra musikken, når publikum ville baske til svævende badebolde eller tage iPhone-billeder af nytårsbraget på toppen af Parkens tag.

Læs anmeldelse: Coldplay ‘Mylo Xyloto’

Heldigvis – og det ord skal der lægges tryk på – vendte Coldplay tilbage til de musikalske dyder med en perfekt variation af velskårne melodier, heriblandt ’The Scientist’, ’Violet Hill’ og et overrumplende, punkrocket klimaks med ’God Put a Smile Upon Your Face’.
Den sad, og Chris Martin understregede igen-igen, at han besidder en endeløs energi, en sympatisk kejtethed og nogle evigdinglende arme, der er så lange, at de kan omfavne 50.000 henrykte mennesker på samme tid.

Coldplay understregede, at de har fundet facit på den musikalske formel. Fraregnet den varierede brug af sideeffekter er bandets opskrift på den perfekte popsang nemlig misundelsesværdig vellykket. Der kan således ikke sættes en finger på konstruktionen af følelsestracks som ’Viva La Vida’ og den lignende ’Paradise’, og i Parken udnyttede bandet deres bevidsthed om dette særdeles selvsikkert.

Læs også: 12 ting du ikke vidste om Coldplay

Umiddelbart fremstod Will Champion, Guy Berryman og Jonny Buckland ellers som en trio af anonymitet, der godvilligt lod Chris Martin stjæle showet, men deres betydning for helheden var ikke at undervurdere. Især Bucklands insisterende guitarpassager sørgede for, at koncerten også fik et dybere og mere intelligent præg under det periodevis overfladiske kulørkaos i betonbygningen på Østerbro.

Musikken tog helt over til sidst, hvor den ikke længere så uprøvede kvartet gav en intim version af ’Speed Of Sound’, inden nyklassikeren ’Fix You’ og den eskalerende ’Every Teardrop Is a Waterfall’ udgjorde to farverige farvelkys.