Coldplay

Coldplays Chris Martin har oftest brugt store ord til at beskrive store følelser. Skrev jeg store? Jeg mente kæmpe. Til tider distancerende i sin mangel på jordforbindelse, andre gange med skarpsindig, medrivende patos. Teksterne har overordnet set komplimenteret lyden, der – på trods af senere udgivelsers crossover-tendenser mod hiphop, folk, funk og shoegaze – altid har beholdt kernen af luftig, himmelstræbende, melodisk rockmusik.

På ‘Mylo Xyloto’ er den Coldplay-kerne bevaret. Retningen er mere poppet end på forgængeren ‘Viva La Vida’, men samtidig også en smule skizofren med referencer rangerende fra folk til r’n’b. Smagen for pop mærkes på ‘Every Teardrop Is a Waterfall’ og ‘Princess of China’ (featuring Rihanna!), der begge skydes i gang af tidstypiske synth-stykker. Det fungerer bedst på det førstnævnte forløsende poppede track, hvorimod Chris Martin, modsat Rihanna, virker malplaceret på sidstnævnte r’n’b-fremtidsballade. Disse ‘moderne’ numre står i sær kontrast til pladens mere folkede og forgængelige ‘Us Against the World’ og ‘U.F.O.’

Læs også: Se ny Coldplay-video

Højdepunkterne er den charmerende uptempo-åbner ‘Hurts Like Heaven’ med lyksaligt trillende guitarpassager, svedigt Coldplay’sk signatur-åh-kor og et åndsvagt catchy hook. ‘Paradise’ der med sine strygere starter som et urbant fremtidssoundtrack til ‘Braveheart’, men eksploderer I et smukt stadion-crescendo af M83-dimensioner. Og den mere dynamiske og rytmisk varierede himmelråber ‘Don’t Let It Break Your Heart’.

Alligevel er det lidt med albummet som med kærlighed. Det er let at blive forelsket, men sværere at bevare forelskelsen, når rusen har lagt sig.