Bob Dylan

Wow-faktor har ikke været Dylans hjemmebane, siden han i midt-60’erne forargede etablissementet og egenhændigt etablerede den elektriske folkrock. ’Tempest’ er således, som alle Dylans album siden 1997, skåret stilsikkert ud af musikskabeloner fra 40-50’ernes blues, jazz, country, rockabilly og americana.

Dylan indtager scenen i hopla på pladens førstesingle, ’Duquesne Whistle’, med en dedikation til kærligheden – den succesfulde og lykkelige såvel som den bitre og fortvivlede – iklædt bowlerhat og optimistisk tøffende westernswing. Og mens ’Long and Wasted Years’ er en af diskografiens ypperligste ballader og ser nostalgisk tilbage på et levet liv, kan blues-standarden ’Early Roman Kings’ kun opfattes som et inderligt harmonika- og hammondbåret hvæs mod alle de selvhøjtidelige og pengegriske »Roman kings / In their shark skin suits«, som Dylan i karrieren med foragt har krydset vej og klinger med. ’Tin Angel’ må også nævnes for sin dystre historie og kontrabassens knækkede, blåsorte riff.

Læs også: Bob Dylans 10 vigtigste album

Som for næsten overlagt at slå et skår i glæden serverer Dylan – ja, i ramme alvor – det 14 minutter lange titelnummer, en hyldest til skibet Titanic og Leonardo DiCaprio. Her lyder han som en livstræt weekendpianist til 90-års fødselsdag og cementerer, at også ikoner kan tage alvorligt fejl, når excentriciteten uhindret får lov at blomstre gennem 40 år.

Kan albummet nu leve op til bagkataloget, eller er det hele blot opblæst Dylan-hype? Ser man bort fra enkelte svipsere, er albummet yderst helstøbt og præsenterer et musikalsk og lyrisk sansebombardement, som skiftevis med intimitet, alvor, inderlighed og hopla, berører stort set alle kroppens sanser. Den 71-årige bedstefars præstationer på ’Tempest’ må derfor nødvendigvis aftvinge dyb respekt.