Soundgarden

»I’ve been away for too long« synger Chris Cornell ganske passende i omkvædet i sangen af samme navn, åbningsnummeret på Seattle-kvartettens første album med nyt materiale i 15 år.

Og ja, bevares, et af grunge-æraens ypperste flagskibe har da bestemt været savnet. Men hvordan lyder Soundgarden anno 2012 så? De lyder temmelig meget som Soundgarden anno 1994. Man skal ikke mange sekunder ind i det føromtalte, ‘in your face’-åbningsnummer eller den metallisk-klingende tungrocker ‘By Crooked Steps’, før det bliver skåret ud i pap, at vi her har at gøre med Cornell og venner, som er samlet igen.

Kvartettens karakteristiske virkemidler er nemlig skruet godt på plads i Soundgardens musikalske maskineri: Cornells karakteristisk vrængende vokal og den shamanistiske sekstrengsguru Kim Thayils gumpetunge riffmaskineri er placeret oven på d’herrer Ben Shepherd og Matt Camerons solidt gyngende bund af bas og trommer.

Størstedelen af albummet fortsætter i den rille med enkelte afstikkere til mere afdæmpede territorier. Det er effektivt, genkendeligt og desværre en kende trættende i længden. ‘King Animal’ får dermed karakter af at være en lidt besynderlig tidslomme – et musikalsk snapshot fra en forgangen, men bestemt ikke glemt tid.

Stilstanden i den musikalske evolution kan tilgives, da albummet mestendels fungerer glimrende som bulderrockende nostalgitrip. Men hvis Soundgardens reunion er tænkt som mere end blot en engangsforestilling, kunne det være spændende at høre, hvordan kvartetten lyder i det 21. århundrede.