The Soft Moon

Svimmel af åndenød, med panikken bankende i brystkassen og desperat snublende, vælter du gennem et iskoldt og fortættet mørke. Og pludselig, helt uden varsel, træder du forkert, jorden skrider væk under dine fødder, og du vælter med styrtende fart nedad i et ukendt, altomsluttende mørke.

Nogenlunde sådan føles åbningsnummeret ‘It Ends’ på den San Francisco-bosatte Luis Vasquez’ andet album under The Soft Moon-aliaset. Altså, som at vælte direkte ud over kanten og ned i et kulsort og uendeligt hul. Og lige der, på netop det tidspunkt, hvor man normalt ville slå øjnene op og ånde lettet ud, fortsætter albummet nådesløst af sted i et goldt, vindomsust, manisk og fuldstændig glædesløst post-apokalyptisk limbolandskab, hvor mennesket konstant er jaget af klaustrofobiske rædsler, ukendte farer og forvrængede, destruktive tankebaner, der aldrig hører op.

De maskinelt tungtarbejdende, angstdrevne og dystert hypnotiserende ‘verden-går-under’-konstruktioner med synth- og trommespor som konstant højvibrerende og følelsesmæssigt nerveflossende faktorer, får albummet til at lyde som en dystopisk version af The Cures ‘A Forest’. Hør bare det faretruende tangentspil på ‘Insides’ og ‘Machines’. Eller de dommedagsvarslende tågehornseffekter på ‘Die Life’, der varsler alt andet end en lys fremtid for menneskeheden.

Vasquez’ til tider lidt for monotono Armageddon-postpunk er ikke ligefrem noget, man bliver opløftet af at lytte til. Men hvor meget det end er skrækindjagende, så har det at forestille sig verdens undergang og menneskets totale udryddelse altid været sært fascinerende, dragende og tiltrækkende. Og det samme gælder for ‘Zeros’.