Gary Clark Jr.

Han har optrådt for præsident Obama i Det Hvide Hus og jammet med stjerner som Eric Clapton og Sheryl Crow. Sådan vælger mange at indlede deres fortælling om denne unge guitarekvilibrist fra Texas, og hermed også undertegnede, for så er dét ligesom af vejen.

Et kig på Gary Clark Jr.’s live-cv kan gøre de fleste musikere kæbetabende misundelige, men hvordan formår han så at føre sine evner på spaden over til debutpladen?

Først og fremmest er det nærved umuligt at generalisere noget som helst ud fra dette miskmask af et album. Hvilket muligvis har været hensigten. Men man sidder ikke desto mindre forvirret tilbage, når man på godt en time hører alt fra Hendrix-agtige udskejelser på ’When My Train Pulls In’, ensformige elevatorbeats på det soulede titelnummer samt Lenny Kravitz-pop pakket ind som rock’n’roll på ’Glitter Ain’t Gold’.

Den musikalske kvalitet på de enkelte sange er vedvarende høj, mens hverken Clarks bløde, tilbageholdende vokal eller de mestendels banale tekster imponerer.

Tidligere har en fyr som John Mayer fået succes hos to ret forskellige målgrupper: Blues-entusiasterne og poprock-lytterne. Men Mayer har ikke – som Gary Clark Jr. gør på nærværende album – forsøgt at please begge grupper på samme tid.

Konklusionen er altså klar. Hylder du både klassisk blues og kommerciel radio-soulpop, vil du uden videre elske ’Blak And Blu’ – hvis du kun er til én af delene, vil du føle dig splittet og kun delvist revet med.