Johnny Marr

Mange stoppede nysgerrigt op, da de hørte nyheden, at Johnny Marr ville udgive musik i eget navn. En soloplade fra Manchesters egen guitargud, der ellers aldrig har stået forrest i de bands, han har medvirket i. Og så albumtitlen – manden må da virkelig have noget på hjerte?

Men det eneste budskab, Marr sender ud gennem højtalerne, er et musikalsk et af slagsen, som ikke føjer nyt til de genredefinerende guitarbidrag, den 49-årige englænder allerede har bevist sit værd med over tre årtier, blandt andet hos The Smiths.

Melodiernes kvalitet er høj på numre som ’The Right Thing Right’ og ’Upstarts’, der begge er klassisk britisk rock med ’uh-uh’-kor, insisterende trommeslag og skarpe Marr-riffs. Men på albummets 12 ret enslydende tracks er problemet, at Marr ikke kan læne sig op ad en stærk sanger, frontmand eller tekstmager. Han står alene, og det virker ironisk, at han på den punkede ’Sun and Moon’ fuldstændig overdøver sin egen vokal med de tunge slag på Rickenbackeren.

For fans af The Cribs, som Marr var medlem af fra 2008 til 2011, vil genkendelighedens glæde være stor på hovedparten af sangene, mens man som The Smiths-tilhænger skal lede mere nøje efter de dystert klingende akkorder, som han blev anerkendt for i 80’erne. På albummets mest iørefaldende track, ’European Me’, er ekkoet fra denne æra dog vidunderligt, ligesom Marrs lyrik for en gangs skyld løfter sig over banaliteterne.

Men det ændrer desværre ikke på helhedsindtrykket af, at albummet alt i alt lyder som et stærkt band uden en særlig stærk forsanger.