Bruce Springsteen – låg på festfyrværkeriet
»Hej København, er I klar?«, spurgte bossen, inden han og sit bundsolide E-Street Band sparkede løjerne i gang med ’We Take Care of Our Own’. Rockkavaleriet var ankommet, men hverken publikum eller Parkens ugunstige betonbyggeri var helt klar til Springsteen. Under store dele af den over tre timer lange koncert var publikum nemlig hverken til at hugge eller stikke i, mens lyden på nationalstadionet beklageligvis tog sig ud fra sin mere grelle side.
Langt hen ad vejen lød det desværre jammerligt. Bas- og trommelyden mudrede, så de brillante guitarister Steven Van Zandt og Nils Lofgrens arbejde på de seksstrengede jævnligt druknede. Øv! Især fordi, at Bruce og vennerne virkede oprigtig tændte og gik til stålet det bedste de havde lært.
Bandet udstrålede således stor spilleglæde og leverede i startfasen hæderlige, om end sonisk amputerede udgaver af ellers stensikre kort som den galoperende kærlighedssalve ’Two Hearts’, en sprudlende ’Cadilac Ranch’ og den grunge-grumsede ’Radio Nowhere’, hvor de to sidstnævnte talte blandt aftenens fire publikumsønsker.
Læs også: Hør de 10 vigtigste Bruce Springsteen-numre
Bruce proklamerede, at bandets mission var at stimulere os på alle tænkelige måder. Dette begyndte så småt at ske i en sjælfuld levering af ’Spirit in the Night’, hvor publikum begyndte at røre lidt på sig og lyden blev mere gunstig. Herefter bællede en storsvedende Bruce da også en fadøl, som han snuppede fra en gavmild sjæl blandt publikum. Og en tår over tørsten undte man ham stensikkert.
Et stykke inde satte orkesteret i gang med at spille ’Born to Run’-albummet fra start til finish. Überklassikeren ’Thunder Road’ og en storswingende ’Tenth Avenue Freeze-Out’ blev sikkert eksekveret, så publikum kortvarigt vågnede af den kollektive døs, blot for at gå i hi igen i de efterfølgende ’Night’ og ’Backstreets’, inden en pletfri ’Born to Run’ for alvor satte gryden lidt i kog.
Læs også: Se masser af billeder og læs publikums reaktioner fra Bruce Springsteen i Parken
Efter ’Born to Run’-seancen hev bossen et par publikummer på scenen til ’Pay Me My Money Down’, hvor der blev leveret mardi gras-optog og New Orleans-vibe i stor stil, mens et par fans på de forreste rækker fik lov at bidrage med (pivfalsk) vokal på ’Waintin’ on a Sunny Day’. Sjove, men også temmelig gøglede indslag.
Der blev heldigvis skruet op for seriøsiteten igen, hvor navnlig ’Badlands’, ’Brilliant Disguise’ og ’Born in the U.S.A.’ satte skik på sagerne, inden fjollerierne atter kammede over i de afsluttende covernumre ’Twist and Shout’ og ’Raise Your Hand’, hvor Springsteens mangeårige manager, John Landau, fik lov at være med på guitar. Stort af Bruce, men mindre stort at lytte til. Seancen afrundede en lidt blandet aften, hvor omstændigheder ude af bandets kontrol desværre lagde lidt låg på festfyrværkeriet.