White Lies

White Lies’ debutalbum fra 2009 kom i slipstrømmen af en bølge af poppede postpunk-bands, der de foregående år havde kæmpet sig ind på hitlister verden over. Hverken det album eller efterfølgeren ’Ritual’ fra 2011 var revolutionerende. På deres tredje album er det igen det samme grundlag, men de sortsynede briter har justeret deres virkemidler.

Det er stadig Harry McVeighs baryton der driver værket og de litterære tekster, der bibeholder interessen. Trioen er stadig flittige anvendere af frigid synth og knivskarpe guitarriff, og det er stadig glædesløst og alvorligt. Alligevel er der noget, der er anderledes. Bandet forsøger at spille postpunk-stadionrock.

Læs anmeldelse: White Lies ‘Ritual’

‪Og det er White Lies muligvis det eneste band, der kan gøre. Gennem briternes flair for gode, vedholdende melodier lykkedes det i hvert fald næsten. Numre som ’First Time Caller’ og ’Be Your Man’ går rent ind første gang, og gruppen når her nye, poppede højder. På ’Get Even’ og albummets titelnummeret er armbevægelserne altomfavnende, og White Lies kan i takt skrive endnu en række inspirationskilder på listen – The Killers og Muse, for at nævne få.

‪Desværre er det ikke altid nemt at koble det indesluttede tekstunivers sammen med det bombastiske lydbillede. For det er en mellemvej, White Lies vælger. Man får det bedste og det værste fra den storladne rock og den dystre postpunk, og den kombination er forvirrende, uanset hvor veludført den er.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
White Lies. 'Big TV'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af