Katy Perry

Mens popstjerner som Beyoncé og Rihanna vinder respekt i indie-medier og får flotte anmeldelser, er Katy Perry stadig et navn, som flere steder ikke røres med en ildtang. Det er også svært at sluge så meget tyggegummi. Men er det umuligt at anmelde tyggegummipop? Nej.

Keyboardet på ’Roar’ er den første lyd, der rammer dine sarte øre, når du sætter ’Prism’ på. Med præcision og kraft sidder det klokkeklart i dine øregange og laver aftaler med din hjerne om, at sangen skal synges igen senere, når du køber ind. Katy Perry er god til åbninger. Otte ud af de 13 sange har en åbning, der umiddelbart fænger, mens mindst syv har et omkvæd, der hægter sig fast.

Albummet går dog ikke kun efter hooket, men har også plads til masser af leg. På ’Birthday’ får du et stramt Prince-inspireret guitarriff og en flot blæsergruppe, mens ’Dark Horse’ leger med trap-genren, og ’Walking on Air’ er en tand for hengiven 90’er-dance-hyldest. Katy Perry har desuden en usædvanlig kærlighed til den barnlige melodi. Tag for eksempel omkvædet på ’Ghost’ eller broen på ’Roar’, der begge lyder som deciderede barneviser.

Læs anmeldelse: Katy Perry ‘Teenage Dream’

Det barnlige fylder i det hele taget en del, selv om ’Prism’ alt i alt er mere dyster end forgængeren ’Teenage Dream’. Du skal indstille dine ører, som du indstiller dine øjne, når du ser på barnlige billeder af en kunstner som Hans Scherfig, hvis junglemalerier finder en nærmest direkte popkopi i videoen til ’Roar’. Junglen og kunsten er både fyldt med mystiske farer og store fjollerier.

Det barnlige har desuden en klar musikalsk kvalitet: Du bliver glad af det. Der ligger en særlig kompetence i at formå glædens æstetik, der langt oftere går galt end melankoliens gør det. Katy Perry behersker det, så hvis du stadig har lidt af et barn i dig, bør du lytte med. Også selv om det nogle gange bliver lidt for meget.