Tim Hecker

Et teologisk værk. Spørger man Tim Hecker, er det den bedste beskrivelse af ‘Virgins.’ Det varer ikke mange sekunder, før man forstår, hvad han mener. ‘Prism’ åbner ballet med en tyk tåge af Heckers karakteristiske synthesizere, men denne gang er det ikke dundrende distortion der bryder gennem lydmuren. Det klaver, han nådesløst smadrede på ‘Ravedeath, 1972’, er nu albummets samlingspunkt, som gang på gang tæmmer støjen.

At kalde albummet melodisk ville dog være en overdrivelse, da Hecker sjældent introducerer andet and enkle, nærmest barnlige melodier. På deres egen bizarre måde går de glimrende i spænd med det ulmende mørke, der ellers gennemsyrer albummet. Særligt ‘Virginal’-serien viser, hvor overlegent Hecker kan gå fra paranoide klaverfraser til rumlende synthesizere via et inferno af støj. Samspillet mellem de tre elementer giver musikken en dybde, som bringer et eller svært tilgængeligt album helt tæt på.

Hvor ‘Ravedeath, 1972’ var en overvældende mur af støj, skaber ‘Virgins’ et mindre klaustrofobisk univers, som ville gøre sig fænomenalt i det kirkerum, der pryder coveret. Som coverets centrale figur, der leder tankerne hen på lige dele Jomfru Maria og Abu Ghraib, former Hecker med sine såre simple virkemidler et smukt, syret og skræmmende værk.

‘Virgins’ er ikke et album for sarte sjæle. Når ‘Stab Variations’ langsomt fader ud, står det dog klart, at Hecker igen med skræmmende præcision rammer midt i mellemgulvet og kun modvilligt giver slip.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Tim Hecker. 'Virgins'. Album. Kranky.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af