Temples
Knap er riffet fra den 12-strengede guitar på åbneren ’Shelter Song’ rundet af, inden man mentalt er sendt tilbage til et dansegulv i 60’ernes Storbritannien, hvor laksko og absurd store skjorteflipper svinger rundt mellem hinanden til en mod-hymne a la The Byrds.
Netop den slags billedskabende trip er gennemgående på britiske og neo-psykedeliske Temples’ imponerende stilsikre debutplade. Et album, der uden at blive for påtaget vintage henter tydelig inspiration hos fortidens rockkoryfæer, men ligesom populære psychbands som Tame Impala og Toy distancerer sig med en velafstemt dosis af nutidens mediterende rytmer og sfæriske produktioner.
I front for det fire mand store orkester står manden med Marc Bolan-håret, James Bagshaw, der sammen med bassist Tom Warmsley formede gruppen i den midtengelske by Kettering i 2012. Bandets unge alder til trods er det bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt Temples’ retrospektive klang med sin simple instrumentale opbygning har udviklet sig til at spænde over et nuanceret melodisk og stemningsmæssigt spektrum, der kreativt ser lige så meget fremad som bagud.
Læs også: Temples på vores Breakin’ Sound 2014-liste
Som på den hallucinerende ’Colours to Life’ med de kalejdoskopiske lydbilleder, over den lettere poppede ’Mesmerise’ med Beatles-perfektion i både rytmer og vokalharmonier, til den rødvinssnalrede ’The Guesser’ med sit tilbagelænede blues-groove.
Temples’ debutplade er af den sjældne slags, der i et musikalsk limbo balancerer mellem nostalgi og nærmest spirituelt dagdrømmeri. De 12 numres smittende overskud af pedalguitar, keyboardflader og velklingende underspillet vokal svæver elegant ud og ind mellem tid og sted på et album, der står som en autentisk fortolkning af moderne psykedelisk rock.