Sisyphus

Sufjan Stevens, Son Lux og Serengeti udgav i 2012 en ep under navnet s/s/s, og de tre s’er har de altså taget med sig videre.

Lux’ produktioner, der både lufter et anstrøg af Dust Brothers’ arbejde på Becks moderne klassiker ’Odelay’, Flying Lotus og Ariel Pinks ironiske nik til 80’er-easy listening, er varierede og veludførte. Tilsat pladeselskabsmakkeren fra Anticon, Serengeti, en Chicago-baseret rapper, og Sufjan Stevens’ velkendte vokale hooklines, skabes en eklektisk musik, hvor det er de tørre raps, snarere end Stevens’ sarte klavertoner og nøgne vokal, der dominerer.

Læs også: Se videoen til Sisyphus ‘Alcohol’

Åbningsnummeret ’Calm It Down’ illustrerer spændvidden i trioens arbejdsproces: En bund af hiphop-beats muterer over i en analogt knitrende electronica og ender som en øm klaverballade i snegletempo.

Konstellationen fungerer generelt bedst, når alle tre kunstnere kommer til deres ret på samme nummer, eller når der skabes en dynamisk, glidende bevægelse mellem numrene: Den electropoppede, korornamenterede ’Take Me’ går for eksempel direkte over i hiphop-tracket ’Booty Call’ og indfletter fornemt det melodiske grundspor fra førstnævnte. ’Lions’ Share’ er smittende med sin elastiske, ’Thriller’-agtige baslinje. Det er lidt som at lytte til Hall & Oates i en opdateret hiphop-version.

Albummet kan nogle steder minde om et kunstskoleinstallationsprojekt, hvor ideerne står i kø, og hvor friskheden i den skabende gestus ikke altid flugter med langtidsholdbarheden, men tingene klapper dog oftere, end de falder sammen på ’Sisyphus’.