Vi er halvanden time forsinket. Egentlig er vi et par uger forsinket, for det har taget noget tid at få et interview på plads med ham. Men nu havde vi endelig fået landet en aftale, og den er vi så halvanden time forsinket til. Først var der noget med en times tidsforskel mellem København og London. Så var der noget med en telefon, der var løbet tør for strøm. Så var der en anden telefon, der ikke blev taget, og til sidst skulle han så lige findes. Men nu er han der.
»Hey, man«, lyder det fra den anden ende af en elendig forbindelse, da en dyb stemme langt om længe får slæbt sig hen til telefonen.
Stemmen tilhører Archy Marshall. En 19 år gammel brite, der efterhånden er bedre kendt som sit musikalske alias King Krule. I flere år har han ladet flere af sine sange dryppe roligt ud på nettet og piratradio, og lyden af de sange har fået forventningerne til ham og hans debutalbum til at stige til ganske høje højder. Den længe ventede debut udgav han på sin 19 års fødselsdag den 24. august og døbte den ‘6 Feet Beneath the Moon’.
»Det føles virkelig godt endelig at få det her album ud, når vi har brugt så meget tid på det. Det har jeg glædet mig til i lang, lang, lang, lang tid«, siger han.
»Jeg har tilbragt så meget tid væk fra det her album, at jeg ikke længere er nervøs for, at det kommer ud. Jeg er klar. Nu vil jeg have, at folk skal lytte til pladen, og nu vil jeg rejse verden rundt med den«.
Forudsætningerne for en kreativ karriere har altid været der for Archy. Han er vokset op i en lejlighed sammen med sin bror og mor i området Dulwich i den sydlige del af London. Moren laver grafiske tryk og workshops for børn i boligområdet, mens storebroren arbejder med grafik og blandt andet har hjulpet til med King Krules visuelle udtryk og identitet. Og så er Archys far art director på BBC.
Den kreative familie og lejligheden i Dulwich var desuden gennemsyret af forskellige musikalske genrer. Archys mor hørte rapmusik og afrofunk og datede engang trommeslageren fra punkbandet The Ruts. Storebroren hørte no wave og punk, mens onklen spillede med i et ska-band, som Archy plejede at tage ud og høre og danse rundt til. Sådan blev han konstant påvirket og introduceret til forskellige musikalske genrer.
Og som om det ikke var nok musikalsk påvirkning, så hang et billede af den afdøde afrobeat-pioner Fela Kuti også indrammet over familiens spisebord. Det billede er dog siden blevet skiftet ud med et af den bredbarmede kendiskrukke Katie Price, der engang lystrede navnet Jordan. Da lejlighedens yngste beboer, Archy, selv begyndte at lave musik, loopede og samplede han de gamle jazzplader, han kunne finde i huset, og ud af det lavede han instrumental hiphop.
Og jazzsamplinger har han også gjort flittigt brug af på sin debutplade. En plade, hvor de mange forskellige musikalske input tydeligt kan høres. No wave-lyd blander sig med hiphop, jazz, klingende guitarflader, blues og dub, inden det går over i doo-wop, funk og rock.
»Det er fordi, jeg dyrker sampling og opdagede, hvordan en masse virkelig gode producere har lavet nogle af deres bedste værker fra et ti sekunder langt sample. Da jeg var yngre kunne jeg høre et stykke af en sang, der fik mig til at slappe af, og så satte jeg det på repeat. Det fik mig til at falde i søvn«, sagde han tidligere i år til Pitchfork.
Tilbage i telefonrøret og den sløje forbindelse mellem London og København forklarer han pladens titel med, at månen altid hænger der over én som et symbol på noget at stræbe efter, og pladens titel er derfor en metafor for en tid i hans liv, hvor han følte, at han aldrig kunne nå de ting, han stræbte efter – som at lave et album. Så hvad er det så for et album, han nu har fået lavet?
»Det er et meget emotionelt album. Det handler om følelser og om, at individet er et tempel. Om at individet skal finde styrken eller mørket inden i sig selv. Der er en masse følelser og minder og forskellige ting deri, som ligger åbne for fortolkning af den enkelte lytter«, siger han.
Handler pladen om dig selv?
»Jeg føler helt klart, at en stor del af pladen handler om mig, og hvad jeg er gået igennem. Det er en tydelig dokumentation af de 19 år, mit liv har varet indtil nu«.
Hvad er der sket i de 19 år?
»Det er så det, der ligger frit til fortolkning. Der er ingen grund til, at lytteren kender de konkrete ting. Det handler om, hvordan lytteren selv fortolker følelserne bag sangene«.
Læser man bare lidt om Archy Marshall finder man dog hurtigt ud af én ting om hans 19-årige liv – at det har ikke altid været let at være ham. For når man er ham, så er man også født med en spinkel kropsbygning, strittende ører, bleg hud og rødt hår. Man ser med andre ord ud som skolegårdens perfekte mobbeoffer. Og sådan var det også for Archy.
Han blev drillet, fik af og til bank og blev ofte rullet i både byen og i skolegården. Alligevel slæbte hans far ham derhen, hver gang den rødhårede dreng fik nok af det hele.
Det hjalp desuden ikke, at Archy også hadede at gå i skole. Han kunne ikke se meningen med det. Og på et tidspunkt blev han blev smidt ud af sin folkeskole. Han var 13 år gammel, og derfor tvang kommunen ham til at deltage i nogle kurser for områdets problembørn. Det var på det tidspunkt, at Archy skrev teksten til den frustrationsfyldte deroutehymne ‘Rock Bottom’. »I’ve hit rock bottom / Ohh now I’m running away«, starter sangen.
Året efter begyndte han at lave musik under navnet Zoo Kid. Det var i maj 2008, og Archy var 14 år gammel. I 2009 udkom så hans første udgivelse, ep’en ‘$quality’, hvor blandt andet ‘Rock Bottom’ og ‘Easy Easy’ – åbningsnummeret fra den nye plade – var på. Lytter man til numrene fra dengang er det svært at høre, at det er den selvsamme kasketklædte og konstant cigaretsugende teenager, der synger. Stemmen er anderledes lys, yngre og mindre smertefuld at lytte på.
Og netop hans nuværende stemme er en af de ting, der har fået folk til at spærre øjnene op. Den er fyldt med indestængt ungdomsgalde og er blevet dybere og dybere. Faktisk så slæbende dyb, markant og monoton, at den lyder som om, den sidder på en mand tre gange Archys alder og tre gange hans livserfaring med alt, hvad det indebærer af hurtige damer, håbløs kærlighed og tomme flasker.
Det var i tiden efter $quality-ep’en, at hans mor syntes, det var på tide, hendes yngste søn kom tilbage på skolebænken. Derfor blev han sendt på den anerkendte, performancekunstorienterede The BRIT School, hvor blandt andre Amy Winehouse og Adele har trådt deres musikalske fødder.
Men Archy gjorde aldrig skolen færdig. Han droppede ud i løbet af sit afsluttende år. Præcis som han havde gjort tidligere. Skoler er ikke noget for ham. Overhovedet. Det fortalte han til The Stool Pigeon sidste år:
»Siden jeg var lille, har jeg været meget imod enhver form for skoling. Jeg tror, at det bare var en kombination af, hvor min attitude lå i forhold til at ville have en uddannelse og samtidig føle, at jeg ikke fik noget ud af det. Jeg var omringet af en masse folk, jeg ikke kunne lide. Så jeg har altid følt modstand imod det, og jeg har altid gerne villet væk derfra, og om noget skade det… skade de folk der fastholdt mig der… lærerne, måske. Og i bund og grund kom det til et punkt, hvor jeg måtte forlade skolen«, sagde han.
I stedet for at færdiggøre The BRIT School blev Archy udråbt til sin generations nye stemme i kølvandet på gennembrudssinglen ‘Out Getting Ribs’. Den nye Morissey. Den nye Mike Skinner. Positionen blev forstærket i efterdønningerne af de voldsomme demonstrationer, der rasede i og omkring London i 2011. For omtrent samtidig lavede Archy en video til nummeret ‘The Noose of Jah City’, hvor han iført hættetrøje kigger ud over en by med et rødt nødblus i hånden, og efterfølgende erklærede han offentligt sin støtte til demonstranterne. Zoo Kid-navnet var skiftet ud med King Krule, fordi han ikke gad blive kaldt ‘a kid’ resten af sin karriere.
Han følte sig dog ikke som sin generations nye stemme, men præcis som de mange demonstranter følte han en indestængt vrede. Mod mange ting. Såsom den verden han færdes i, hvor han mener, der er alt for få, der vil noget. Alt for få, der gør noget og gør noget kreativt.
Netop kreativiteten er vigtig for den også graffitiglade Archy Marshall. Han er lige så inspireret af kreative mennesker inden for andre kunstformer, som han er af musikere. Såsom forfatteren Franz Kafka, poeten W.H. Auden og ikke mindst den også graffitiglade maler Jean-Michel Basquiat, som han har kaldt den vigtigste person, hans storebror har introduceret ham for, og som også har givet ham navnet til ‘Out Getting Ribs’.
»Han fik mig til at tænke, at vi har brug for det her lort nu. Vi er alle kreative mennesker med en virkelig stor længsel efter, at der kommer noget råt. Vi vil gøre musik mere fysisk. Lad være med at vente på et eller andet på internettet, gå ud på vejen og se det, mød de folk der er involverede i det og find ud af, hvordan det virkelig er«, sagde han til The Fly tidligere i år.
Den vrede, der driver ham til at gøre noget og gøre noget anderledes, er tydeligvis intakt. Når man hører hans vokal, kan man ikke undgå at høre den indvendige vrede, der lurer lige bag de ujævne fraseringer. Der er meget vrede på ‘6 Feet Beneath the Moon’, fortæller han. Vrede og ægte smerte.
»Vreden kan høres overalt på pladen. Der er behov for at få noget vrede ud. Specielt i øjeblikket. Der er ikke nok kreative folk i verden, der tør komme ud med de aggressioner og den vrede, der er inden i dem. Der er for få, der fortæller om ægte smerte. Den smerte og vrede skal ud. Jeg er vokset op med masser af vrede, frustrationer og smerte. Det var derfor, jeg valgte, at jeg skulle stå på en scene. Det er det perfekte sted at få afløb for de ting«.
Hvor kommer din vrede og smerte fra?
»Fra at have en hel verden foran mig og ikke kunne kontrollere den. Fra de vilkår jeg voksede op med – at jeg ikke kunne vokse op og leve let. Fra kærlighed. Alle steder fra. Selv fra mavesmerter«.
Men hvornår oplever du virkelig smerte selv?
»Hele tiden, mand«.
Artiklen er tidligere blevet bragt i Soundvenue #78.