Sleep Party People
På fjerde nummer gik det pludselig op for mig. Det sidste kvarter var jeg blevet forført af en stigende, men sløret uhygge og ledt hen til afgrunden. ’In Another World’s Massive Attack-klingende horror giver genklang på jordvæggene, mens man magtesløst falder til violinskrig og Brian Batz’ fjerne forsøg på beroligelse: »Hush, little baby«.
Sleep Party Peoples tredje album er det største skridt, eksil-bornholmeren har taget væk fra sit ensomme hul. Varemærket, kaninvokalen, optræder kun på et enkelt nummer, og lyden er blevet større, mere organisk, med mørke, shoegazede drømme, opbygget af pacende trommer og skurrende guitarer og synthesizere.
Desværre flyder organismerne for meget sammen, når de repeterende melodier efterlader numrene med for få særtegn. Man savner nogle af de elektroniske og rockede eksperimenter, som særligt det forrige album, ’ We Were Drifting On a Sad Song’, excellerede i.
Det kommer heldigvis kortvarigt i overflod. Batz har, som kaninen Frank fra ’Donnie Darko’, ført os direkte mod enden. Det hårdt pulserende, industrielle mørke på ’Death is the Future’ fortærer ligefrem lytteren og lægger op til en ny start på pladens anden del. Den kommer med droner og rumklangsklaver på ’I See the Sun, Harold’, og da Lisa Lights reverb-tågede gæstevokal bryder ti minutters vokalfravær. Modigt og særdeles flot.
’Floating’ har ambitionerne af et mesterværk, fordi armbevægelserne er større, fortællingen mere udfordrende og musikken momentvist modigere. Når ambitionerne ikke indfries, skyldes det manglen på de skiftevis hårde og skrøbeligt underfundige elementer, som netop kendetegner Sleep Party People.