Clipping

Clipping lyder som ødelagt hiphop, eller måske snarere som hiphop fra en ødelagt verden. Frontmand Daveed Diggs rapper over noget, der lyder som en brandalarm (’Get Up’), over elektroniske støjlyde (’Taking Off’), og på et tidspunkt over noget, der lyder som en blanding af fuglekvidder og småsten, som triller ned ad en bakke (’Work Work’). Det er distanceret og futuristisk hiphop, der er smadret som Death Grips og industriel som Run the Jewels. Men Sub Pop-trioen har intet af Death Grips’ aggression eller Run the Jewels’ forankring i battle-rap – Clippings lyd er indifferent og selvtilstrækkelig, som var de helt afskåret fra verden.

Læs også: Top Track: Clipping ‘Work Work’

Allerede introen antyder, at det ikke er et normalt hiphop-album, man skal til at høre. Beatet er – det kan ikke siges anderledes – en tinnitus-lyd. Hvem i alverden finder på at rappe over en hyletone? Hvis Clipping oftest lyder som et post-apokalyptisk, forladt industrilandskab, lyder introen som den ringen for ørerne, man kan forestille sig, at der må være umiddelbart efter en atombombes nedslag.

Men Diggs’ flow er faktisk ret konventionelt med enkelte afstikkere til dobbelttempo-rap. Det kan minde lidt om Outkasts rapstil. Men de ret så konventionelle rim gør på en måde kun stemningen mere mystisk: »The women so fine in the summertime«, rapper han på ’Summertime’ over et beat, der snarere synes at fremmane uhyggelige ufo-visioner end søde sommerminder.

Man er uvant i Clippings univers, besøgende på en fremmed planet. Her er industrielt og uindbydende, men også mærkeligt dragende.