Vi sidder på en græsplæne uden for Distortions kontorer på Refshaleøen, og den 40-årige eksilfranskmand ligner sig selv med en vildfaren mariehøne i det stålgrå hår, tredagesskæg, småkrøllet skjorte og et par shorts med brændehul på låret.
Siden 1998 har Thomas Fleurquin sat sit solide fodaftryk i hovedstadens asfalt som hovedkraften bag Distortion, der har udviklet sig til en uomgængelig københavnerbegivenhed. Men der var en tid, før han endte i København af romantiske årsager. De første 25 år af sit liv levede han i Paris, og her finder man en del af forklaringen på, at det blev netop ham, der skulle revolutionere københavnernes måde at feste på.
Fleurquin voksede op i et byhus (»lidt Christiania-agtigt, ikke pænt, med gammel gård«) med sin familie og en far, der var ualmindeligt engageret i sin omverden. Faren var erklæret anarkist (»virkelig grøn, feministisk 68’er-generation«), han arrangerede demonstrationer imod store nye boligprojekter i den franske hovedstad (»han har standset toge for at redde det gamle Paris«) og var på et tidspunkt medlem af byens Borgerrepræsentation som løsgænger. Farfaren var i øvrigt også en karakterfast personlighed og var både general og modstandsmand og deltog i D-dag som pilot.
Fleurquins far indpodede i sin søn, at han ikke skulle være bange for autoriteter. Det fik Édouard Balladur (senere konservativ statsminister fra 1993 til 1995) og Jacques Chirac (konservativ præsident i årene 1995-2007) at føle, da de i fællesskab var ude at promovere sidstnævntes genvalg til borgmesterposten i Paris. Faderens protester havde givet så megen genlyd, at de to politikere skiftede side, da de så ham på gaden. Og sønnike fik også markeret sig over for Balladur.
»Han kom og lagde materiale, der hvor jeg gik til guitar, da jeg var ni år gammel. Så sagde han: ’Bor du i kvarteret?’. Du ved, han skulle virkelig charmere eleverne. Og så sagde jeg, hvor jeg boede, og hvem min far var – og så sagde han ikke en gang farvel«, fortæller Fleurquin smilende.
Når ansvaret rammer én fysisk
Som teenager levede Thomas Fleurquin et forholdsvist rolig liv som en »middelmådig matematikstuderende«, der hellere ville holde privatfester med vennerne end frekventere Paris’ snobbede natteliv, hvor køer og betalt entré var normen.
»Mit udgangspunkt er meget det med ikke at betale noget og have det sjovt med dine venner. Og jeg havde en rigtig fed ungdom med mine venner, hvor vi bare hyggede os«, fortæller han. Og før han kom til Danmark og tog hul på et nyt kapitel af sit liv, havde han ikke arrangeret andet end privatfester for 30-40 mennesker.
Filosofien bag Distortions gadefester udspringer altså direkte fra Thomas Fleurquins oplevelser som ung pariser. Det er hans tanker om den ultimative åbne fest, befriet for gæsteliste og vip-område, der er festivalens dna. Kombineret med faderens do-it-yourself-attitude, der nægter at tage et nej for et nej, selv om afsenderen sidder bag et bureaukratistyret offentligt skrivebord.
Til at starte med, fra 1998 til 2008, da Distortions fester mere eller mindre kunne tælles på en hånd eller to, var det skæg og ballade. Værre blev det i 2009 og 2010, da festivalen på to år tredoblede antallet af gæster fra cirka 30.000 til tæt på 100.000. Det var også i de år, at økonomien sejlede, og pressen begyndte at gå hårdere til Fleurquin, der hidtil primært var blevet castet som den sjove franske festanarkist.
»Det blev for meget. Det var sikkerheden, ikke at have styr på hvad der foregår hvor, piratfester og så videre. Og at begribe fysisk at man ikke har penge nok til at holde den fest, som man er i gang med at holde. I 2009 og 2010 ramte det mig fysisk. Den der bekymring og det stress, der opstår, uanset hvor meget øl og whatever man prøver at drikke for bare at have det sjovt«, erindrer han. I 2009 blev han endda ramt af en nervesygdom, der paralyserede halvdelen af hans ansigt.
Foto: Martin Dan Olsen
Vildere end nogensinde
Tilbage til 2014. Efter de stormfulde år i start-10’erne står Distortion stærkere end nogensinde før, efter at organisationen er blevet trimmet og i 2012 overdraget til en fond, der skal give penge tilbage til Københavns kulturliv. De mere ordnede forhold trigger nærmest chefarkitektens kontrære side: »Jeg føler en lille frustration over, at vi er blevet så tjekkede, for jeg føler, jeg skal problemløse mindre. Jeg savner problemerne! Men til gengæld er det fantastisk at have styr på økonomien, og det er fantastisk, hvad der er i gang med at ske med gadearmbåndene og vores musikprogram«.
Der er to uger til, at årets Distortion løber af stablen, og som han flader ud med velsmurt motormund under den gavmilde pastelblå sommerhimmel, virker Fleurquin afslappet og i kontrol med situationen. At Distortion er blevet voksen, nægter han dog.
»Jeg er ved at blive voksen, ikke Distortion! Det er en eller anden forestilling, der opstår i folks hoveder. Den er ikke hemmelig længere, men den er meget vildere, end den nogensinde har været. I stedet for at der er 500 mennesker, der rider på grænsen af kontrollen, så er der 50.000«, slår han fast. »Den eneste forskel er, at man (i Distortions begyndelse, red.) havde den der følelse af at være med i en eksklusiv klike, men det folk ikke forstod dengang, det var, at hele energien kommer fra, at der ikke skal være nogen eksklusiv klike. Det vil sige, at den følelse, som mange af de folk, der var der dengang, elskede, er den, jeg kæmper imod. Nu er der ti gange så mange smarte og 50 gange så mange almindelige mennesker«.
At der lurer et liv efter Distortion, er så småt begyndt at dæmre for Fleurquin (»jeg er på vej ud, men det kommer til at tage 20 år«), og i takt med at hans folk får flere og flere år på bagen og mere og mere ansvar, ændrer hans arbejde karakter. Men han har stadig en rolle at udfylde.
»Mit arbejde er fuldstændig udført, når jeg kan skride. Det er min mission at gøre mig selv overflødig. Det gode, ved at jeg er her, er, at det giver os den her ekstreme hurtighed, hvis vi skal rykke på noget. Det er det, Distortion mister, hvis jeg ikke er der, for ingen ville have selvsikkerheden til at sige ’det koster 20.000 for meget – fuck it, det gør vi bare!’«.