Det er de færreste, der vender tilbage efter 17 års pause, men den svenske sangerinde bag hits som ‘7 Seconds’ og ‘Buffalo Stance’ har altid vidst, at hun ville lave et soloalbum til. Hun havde dog ikke regnet med, at det var hendes mors død, der skulle sætte gang i den kreative proces igen. Læs interview med svenske Neneh Cherry, der fredag giver koncert til Vanguard Festival.
»It’s not a second / Seven seconds away / Just as long as I stay / I’ll be waiting«.
Mon ikke du kan nynne med på ovenstående tekst fra Neneh Cherrys allestedsnærværende 90’er-hit ‘7 Seconds’. For selv om sangen har 20-års jubilæum til sommer, så blev den så stort et hit, at den svenske sangerindes navn stadig ringer en klokke hos mange i dag.
Dengang havde hun allerede arbejdet sammen med Massive Attack og signeret hits som ‘Buffalo Stance’ og ‘Manchild’, der formede hendes image som genreudfordrende og rappende popsangerinde. Men så forsvandt hun. I hvert fald fra mainstreamens radar. I dag er det mere end 17 år siden, at hun udsendte sit tredje soloalbum, ‘Man’, hvor ‘7 Seconds’ var på. Og som årene gik, var det nok de færreste, der havde regnet med, at der skulle komme et fjerde album. Selv var hun ikke i tvivl.
»Jeg har hele tiden vidst, at jeg skulle lave endnu et soloalbum. Spørgsmålet var bare hvornår«, siger den nu 49-årige sangerinde.
Og hvornår blev altså i år. For efter at hun mistede sin mor for fire år siden og blev sendt ud i psykisk tumult, kunne ordene ikke holdes nede.
»Det vendte mit liv på hovedet på en måde, jeg aldrig kunne have forberedt mig på. Jeg lukkede ned i et helt år, fuldstændig døv, stum og blind i en sort tunnel. Efterfølgende gav det mig en indsprøjtning positiv vrede, som gjorde, at jeg virkelig havde brug for at skrive. Jeg var nødt til at gøre det, ellers ville jeg gå i stykker. Jeg tror, det er derfor, sangene er blevet så personlige, og det er derfor, det her virkelig er et soloalbum. Det kunne ikke være andet«.
Hun slår glasset med danskvand i bordet. Vi er på hendes pladeselskab i et kæmpe kontor på en prominent adresse midt i Stockholm. De har betalt min flybillet herop, så vi kan snakke face-to-face i stedet for at tage interviewet over telefonen, hvilket er heldigt, for Cherry bobler af en smittende energi på den der ‘jeg kan næsten ikke sidde stille’-facon.
Det er tydeligt, at der bliver smidt penge efter hendes nye album, ‘Blank Project’, på den gammeldags måde, som kun major labels stadig kan engang imellem. Derfor kan det også undre, at hun har valgt at arbejde sammen med Kieran Hebden, bedre kendt som den anmelderroste, ret skæve, house-producer Four Tet. Var hun ikke fristet til at få en stor hitproducer til at lave pladen, når der nu har været penge til det?
»Efter at være kommet så langt, og efter at der var gået så lang tid, siden jeg sidst udgav en plade, var det ret indlysende, at det at lave en masse kompromiser, ligesom ikke var nødvendigt længere«, forklarer hun, og jeg spørger, hvorfor det så netop blev Four Tet, hun valgte til at producere albummet.
»Jeg tror ikke rigtigt, der var andre, der kunne have gjort det. Jeg er vild med hans tribal-lyd og har hele tiden ønsket, at pladen skulle have et elektronisk drive frem for akustisk. Det gik op for os, da vi optog sangene først gang, at det ikke føltes rigtigt at lave en studieplade, du ved. At bruge trendy beats var ikke det rigtige for mig lige nu«.
Tæppehuler i Woodstock
Og der er heldigvis ikke noget specielt trendy over ‘Blank Project’. På halvdelen af numrene taler Cherry på en pirrende spoken word-facon over et minimalistisk musiklandskab bestående af tropiske trommer, spillet langsomt og optaget på en måde, så det føles, som om musikerne står lige foran én. Slagtøjet får selskab af lidt koklokke fra den klassiske Roland TR-808 trommemaskine, et par smukke synth-flader og forvrænget bas. Albummets anden energiske halvdel giver én lyst til at danse vildt, som for eksempel titelnummeret ‘Blank Project’ der befinder sig i et skævt univers mellem Björks ‘Human Behavior’ og Molokos ‘Sing It Back’.
På hele albummet fornemmer man Four Tets finger på mixeren. Cherry har været fan af den engelske producers musik i mange år, og det professionelle link til både ham og det forholdsvist ukendte engelske band RocketNumberNine, som hun har indspillet albummet med, kom via det norske pladeselskab Smalltown Supersound, der med Warner i ryggen udgiver albummet.
Four Tet tilbringer dele af året i USA, så albummet er indspillet i et studie i Woodstock. »Det lignede Woodstock«, siger Neneh og griner. Studiet lå i en konverteret kirke, og de optog hendes vokal og trommerne i det store kirkerum. For at undgå det store rums lange rumklang, blev de nødt til omgive hende med tæpper. Så stod hun der, i Woodstock, i en kirke, i en hule bygget af tæpper, og sang. Flere af numrene blev optaget i første forsøg, hvilket har givet især hendes vokal en kærkommen upoleret kant, som man kan savne i nogle af nutidens autotune-behandlede udgivelser.
»Der var ting, jeg gjorde sangmæssigt, hvor jeg tænkte, ‘åh gud, det lyder virkeligt forfærdeligt’, men Kieran var sådan, ‘nej, det er godt, lad det være’. I begyndelsen lyttede jeg kun til problemerne, men nu er jeg begyndt at lytte til pladen som en helhed, og jeg ved, han havde ret. Hvis jeg var begyndt at synge det hele om, så havde vi mistet det, som opstår, når du leverer det hele i en performance«.
London calling
Både RocketNumberNine og Four Tet kommer fra London, hvilket ikke er tilfældigt. For byen – og England generelt – har fyldt meget i Cherrys liv. Hun er er født i Stockholm, men familien flyttede senere til West Yorkshire i England, før turen gik til New York.
»Jeg har praktisk talt arbejdet i London og med folk derfra hele mit liv. Jeg har forsøgt at tage væk og lave ting andre steder, men det er bare lidt der, min næring er. Jeg tror, mange kunstnere har et sted, de vender tilbage til, hvor det hele giver mening«, fortæller hun.
Hendes professionelle affære med Englands hovedstad startede, da hun stadig var teenager. Hun er vokset op med en mor, som var billedkunstner, og en stedfar som var jazzmusiker og godt rodfæstet i datidens avantgarde-musikscene. Som baby har hun siddet på skødet af Miles Davis, og i New York boede familien under samme tag som Arthur Russell, Talking Heads og The Modern Lovers. Det lyder som et eventyr, men det var ikke nemt at have en tilværelse så anderledes fra de andre børns, og i 1979 tog hendes stedfar, Don Cherry, hende ud af skolen og med på turné.
»Jeg gik i skole i Sydsverige og prøvede at passe ind i noget, jeg bare ikke kunne være i«, husker hun.
Hun var 15 år gammel, gik i 8. klasse og vendte aldrig tilbage til skolebænken. På turneen mødte hun nogle musikere, som hun halvandet år senere dannede postpunk-bandet Rip Rig + Panic sammen med. Hun blev sanger og gjorde sin entré på Londons musikscene.
»Det var lidt som om, at det alt sammen havde arbejdet hen imod det sted, uden at jeg havde vidst det. Og så var det lidt sådan, ‘åh, jeg er ankommet’«, fortæller Cherry om begyndelsen på sin tilværelse i London.
Gennembruddet
Her blev hun op gennem 80’erne del af en række forskellige bandkonstellationer og dj’ede hiphop på piratradiostationen Dread Broadcasting Corporation. Undervejs mødte hun musikeren Cameron McVey, som var med til at skrive hendes første soloalbum ‘Raw Like Sushi’, og som hun endte med at gifte sig med. McVey blev manager for den legendariske triphop-gruppe Massive Attack, som periodevist boede hjemme hos parret, og som også bidrog med musik til ‘Raw Like Sushi’.
Den kluborienterede og hiphopinspirerede debut fra 1989 gav hende et gennembrud, ikke mindst takket være ‘Buffalo Stance’. Hendes andet soloalbum ‘Homebrew’ fra 1992 var ikke lige så succesfuldt, men fik en del spilletid på klubscenen og indeholdt blandt andet et nummer produceret af Geoff Barrow, som senere blev en del af Portishead. Fire år senere udkom succesalbummet ‘Man’, som altså skulle vise sig at blive afslutningen på første del af hendes solokarriere.
»Det er lidt underligt, at det faktisk er så lang tid siden, for det føles ikke sådan. Jeg havde bare brug for at tænke mig lidt om, så jeg tog et højresving i stedet for at blive på motorvejen. Det var ikke, fordi jeg droppede musikken«, fortæller Neneh om de år, hvor hun har været ‘væk’.
Hun mener det seriøst, når hun siger, at hun ikke droppede musikken i den periode. Tiden blev blandt andet brugt på et samarbejde med produceren Groove Armada, en turné med Gorillaz, to album med familiekonstellationen cirKus og et jazzalbum under navnet The Cherry Thing, samtidig med at hun tog sig af sine tre døtre.
Jeg spørger hende, set i bakspejlet, hvad der har været det vigtigste, hun har oplevet i sin karriere?
»At høre Nina Simone synge live fuldstændig tilfældigt. Jeg elsker hende. Hun var en så stærk kvinde, at der næsten var en mand inde i hende. Forstår du, hvad jeg mener? Og sangene er klassiske. Hun var jazz, hun var Nina Simone, der var ingen andre som hende«.
Hvor hørte du hende spille?
»I Paris i slutningen af 80’erne fuldstændigt tilfældigt. Jeg gik ned ad gaden med et par venner, og så stod der på et skilt, at Nina Simone skulle spille. Det lykkedes os lige at skrabe penge sammen til at komme ind. Der var kun ét bord ledigt, lige over for klaveret. Fyren i døren spurgte, ‘er I fans, for hun har brug for at kunne se folk, hun ved holder af hende?’ Og vi var sådan, ‘ja, vi er store fans, det skal du ikke bekymre dig om’. Hun spillede den her 31 minutters intro med en virkelig sjov tekst, og jeg kom til at skrige, og Nina sagde, ‘ah, det kunne hun lide, den spiller jeg igen’. Det var fuldstændigt fantastisk«, fortæller Cherry og tager en tår af sin danskvand.
Neneh Cherry spiller til Vanguard Festival fredag kl. 15.55.