Television – ud af museumsmontren
Få skiver kan tage lige så stor del af æren for at have præget de seneste fire årtiers alternative guitarrock som newyorker-firkløveret Televisions skelsættende debutalbum, ’Marquee Moon’, fra det herrens punkår 1977. Så når den ikoniske gruppe efter flere års turnépause tager på landevejen under banneret ’Television performs Marquee Moon’, så er det bare med at være der.
Denne type albumkoncerter kan dog ofte få en lidt ærgerlig bismag af antikvarisk museumsbesøg. En tilbøjelighed, som CBGB-legendernes koncert i Pumpehuset da heller ikke var 100 procent befriet for, men efter en vaklende start formåede kvartetten med seksstrengsmaestroen Tom Verlaine i front at finde overskuddet og spilleglæden frem.
Det snurrige åbningsnummer ’See No Evil’ blev tynget en del af usikkerhed og nogle vokalharmonier, som ikke sad helt i skabet. Usikkerheden prægede ligeledes den efterfølgende ’Prove It’, men mod slutningen af nummeret begyndte Verlaine og den supplerende guitarist Jimmy Rips frit fabulerende guitararabesker for alvor at fare ud på interessante ekskursioner – ud af museumsmontrens begrænsede råderum.
»It’s mighty hot in here«, konstaterede frontmanden tørt. En mild underdrivelse, da et poolparty med årets forsidepiger fra M! ville føles som en kold skylle sammenlignet med den kogende sal.
Herfra lod bandet sig dog ikke tynge af hverken usikkerhed eller varme. I den efterfølgende trio af numre – først en gnistrende ’Elevation’, dernæst en fornemt flosset ’Torn Curtain’ og til sidst en gyngende boogierocket ’Friction’ – fik Verlaine og Rips fyrige guitardueller vinger. Her kanaliserede parrets flyvske løb på gribebrættet rendyrket elektrificeret rockmagi ud fra scenen.
Faktisk var Jimmy Rips indsats her så glimrende, at man kun sjældent savnede kvartettens oprindelige fænomenale guitarrist Richard Lloyd, som forlod bandet i 2007. Rip viste sig som en mere end habil, om end lidt vel røvballerocket erstatning for den mere uforudsigelige Lloyd.
Og netop det røvballerockede element fik for meget plads i begyndelsen af den episke afslutter ’Marquee Moon’, hvor Rib skruede for meget op for suppe, steg og is-faktoren. Midtvejs rettede Verlaine dog op på sagerne med en langstrakt solo, som inkorporerede disharmoniske skalaløb, ringlende overtoner, tapping og megen anden lir i sin ekvilibristiske strengeleg. En fænomenal finale.
Som en ekstra bonus fik vi to ekstranumre i form af den slingrende ’Little Johnny Jewel (1+2)’ og den mere ligefremt rockede ’Glory’ fra kvartettens øvrige bagkatalog, så man efterfølgende forlod saunaen med tilfreds mine over, at newyorkerne formåede at spille sig ud af fortidens lænker og derved demonstrerede, at deres kantede guitarrock fortsat står distancen her små 40 år senere.
Læs også: Guide: Television og ni andre essentielle newyorker-bands