Deafheaven – metalmonster i lårkort
Er Deafheaven et black-metal-monster, så er det et monster i lårkort og med læbestift, ville ’ægte’ konservative og nørdede metalfans måske sige. En omgang tøsedrengsmetal.
Jovel, Deafheavens George Clarke skriger da, men bandet tilsætter – mod sædvane i meget metal – desuden også en hær af smukke guitarmelodier og shoegaze-atmosfære fra to fuldfede, reverbede guitarer og en bas.
Denne bedøvende cocktail virker bestemt flot på plade. Det viste 2013’s ’Sunbather’ og den ekstremt gode omtale, der fulgte pladens udgivelse.
Live skuffede det da heller ikke. Som et 10.000 mand stort munkekor i en katedral rejste muren af lyd sig og omsluttede alle flader med sine kradsende dun, så snart første streng var slået an, og den tunge dyne blev hængende i rummet det meste af aftenen. Turde man tage ørepropperne ud, var det som at stikke hovedet ud af vinduet på et lyntog i frostvejr. Det stikker, suser og bider raskt til. Lyden til koncerten var en, man mærkede, ligeså meget som en, man hørte.
Aftenens set var netop i ’Sunbather’s ånd. Som på pladen åbnede bandet med ’Dream House’, og en lille håndfuld numre fra samme udgivelse fulgte med et par afstikkere til tidligere materiale.
Tempoet var højt, bortset fra i de korte flotte og stille instrumentalpassager, som bandt det grove og det fine sammen i en imponerende knude af intense følelser strittende til alle sider.
Femmandsbandets centerpiece kan for mange fans meget vel være bandets forsanger, George Clarke. Karismatiske Clarke kæmpede da også ihærdigt for at være excentrisk på Beta. Det mundede ud i nogle sært opfordrende bevægelser til publikum, hvor forsangeren mest af alt lignede en sur italiener.
Men i stedet var det trommeslageren, Daniel Tracy, der præcisionstævede og tæmmede dyret Deafheaven. Det gjorde han ved at spille umådeligt tight, hurtigt og udfordrende. Det er ikke pjat-trommer Tracy spiller, men konstant varierende rytmiske hymner, der for alvor folder sig ud live. Det var især skarpt på ’Unrequited’, fra albummet ’Roads to Judah’, mod aftenens slutning.
Mest imponerende var det, hvordan bandet, på den time koncerten varede, igen og igen formåede at presse både storladne og intime stemninger ud af højtalerne på samme tid. Tilsæt de smukke melodier, så har du Deafheavns opskrift på en succes, der er nået ud over metallens grænser.
Læs også: Koncertguide: August