Christopher Owens

Den tidligere Girls-frontmand har skiftet den sprudlende indiepop ud med et par rustikke cowboystøvler.

En solokarriere kan være anledning til at søge nye musikalske græsgange, og hos Christopher Owens er dette i høj grad tilfældet. Den tidligere Girls-frontmand har lagt den naivistiske og sprudlende indiepop på hylden, og i stedet fundet pedalsteel-guitaren frem og støvet pailletskjorten af. Owens befinder sig primært i cowboyland på sit andet album i eget navn, som er en speget affære.

Det nærmer sig pastiche på de røvballede ‘Nothing More Than Everything to Me’ og ‘A Heart Akin to the Wind’, hvor der ligefrem går linedance i den. Derimod titter hans sangskriverformat frem på ‘Oh, My Love’, hvor han vellykket forvalter arven efter en gigant som Kris Kristofferson, på ‘My Troubled Heart’ med gospelkor, wah-guitar og hammondorgel, og særligt på ‘Overcoming Me’ med vibrafon og en inderlig vokalperformance.

Læs også: Video: Christopher Owens som følelsesladet Hollywood-stjerne

Country og western kan både være de store følelsers musik, men så sandelig også klicheernes holdeplads. I Owens’ tilfælde er sidstnævnte ofte tilfældet, og konfronteret med ‘Key to My Heart’ og ‘I Just Can’t Live Without You (But I’m Still Alive)’ er man fristet til at ringe efter sheriffen og få Owens smidt i brummen for ikke at stille større krav til sig selv.

Stetsonhatten af for genreskiftet, men på the great plains, som dette album bevæger sig på, skal man for alvor have noget på hjerte. Der er for lidt på spil for Owens, som blot lader til at hygge sig med at følge i rustikke cowboystøvlers fodspor.

Læs anmeldelse: Christopher Owens ‘Lysandre’

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Christopher Owens. 'A New Testament'. Album. Caroline/Universal.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af