- Fra bedste pik til årets fald fra tinderne: Vi uddeler Soundvenue Awards til 2025’s underligste popkultur
- Deres ikoniske duet oser så meget af sex, at den først måtte spilles i radioen efter klokken 23
- »Man når slet ikke at rette tæerne ud, før de krummer sig sammen igen«: De fem mest skuffende album i 2025
Christopher Owens
Mange fans udstødte dybe suk, da Girls-frontmand Christopher Owens i sommer valgte at afslutte det musikalske makkerskab med bassisten Chet ’JR’ White og dermed sende det populære San Francisco-orkester i graven. Heldigvis gik der ikke længe, inden nyheden om et Owens-soloudspil ramte nyhedsspalterne.
‘Lysandre’ er noget så umoderne som et dogmatisk konceptalbum, hvor samtlige numre går i tonearten A, og hvor noget så usexet som en tværfløjte får lov at spille en temmelig fremtrædende rolle. Tværfløjten dukker første gang op i den barokklingende, instrumentale intro, hvorefter den hyppigt titter frem undervejs som et obskurt krydderi til den mere gængse rockinstrumentering, som ellers overordnet præger numrene.
Læs også: Hør Christopher Owens’ soloalbum
Albummet indeholder en række spontane, musikalske dagbogsnotater, og sangene er strøtanker over Owens’ oplevelser under den første Girls-turné tilbage i 2008. Der berettes blandt andet om sangerens overvældende første møde med ‘det store æble’ i den saxofontruttende boogiepopper ‘New York City’, om et akavet møde med en forhenværende kæreste i den melankolske popvise ‘A Broken Heart’, og om Owens’ stormfulde forelskelse i en fransk kvinde i det 60’er-poppede titelnummer og i den sødmefulde ballade ‘Everywhere You Knew’.
Owens fortsætter usvækket det musikalske spor fra sit tidligere projekt. Der tages således stadig afsæt i klassisk rock- og popsangskrivning, mwn han lykkes igen med at beånde numrene med en umiddelbar friskhed og tilføre dem et skævt twist, der gør, at man som lytter hellere end gerne vender tilbage gang på gang.
Christopher Owens. 'Lysandre'. Album. Turnstile/PIAS/Target.