Benal

Indtil nu har Benal været en fascinerende, men ikke specielt konstant størrelse. Debut-ep’en ’Baby’ strittede i alverdens retninger, mens efterfølgeren ’Hiphop’ var en tilbagevenden til mere klassiske hiphop-lyde.

I begge tilfælde var potentialet unægtelig, men også fragmenteret: Benjamins ordspil var kreative, men løb nogen gange i ring, mens produktionerne var innovative, men ikke altid i sync med rapperens flow. Beat og vokal talte nogen gange forbi hinanden.

De skønhedsfejl er forsvundet på ’Hvad med nu’, der afslutter gruppens ep-trilogi.

Produktionerne har en stringent æstetik, der bevarer debutens elektroniske indflydelser samtidig med, at de har en kølig kvalitet, der lyder som et levn fra ’Hiphop’-ep’en. Og så bliver Benjamins flow her til ét med produktionerne på en måde, der ikke er hørt før.

Som på ’Hun’, hvor han udnytter pauserne i det hakkende beat til effektive kunstpauser, eller når han accelerer sit flow i takt med produktionen på ’Tema’, hvorefter vokalen næsten opløses under omkvædet. Teksterne er også blevet fokuseret rent tematisk: Der er glimt af historier og følelser under de originale ordspil, som på de her geniale linjer fra ’Transition’: »Jeg kaster ik’ perler, jeg kaster op / de værste ord du sagde, det var ’ha’ det godt’ / av, av, af-vist«.

Benjamin lyder ikke længere som en rapper, der laver ordspil bare for ordspillenes skyld, men som om han har fundet et formål, en retning at rappe hen imod. Han er fortsat en ordforvandler – men nu er det som om ordene forvandles til en helhed.