Jessica Pratt

Jessica Pratt kan både lyde som Joanna Newsom og Nina Simone. Hendes andet album er et studie ud i at lege med sin vokal.
Jessica Pratt

Titlen på Jessica Pratts andet album siger en del om hendes sangskrivertemperament. Den klinger lidt skævt, men samtidig giver den mening, hvis man åbner sig for den. Sådan er det generelt med albummet, hvis støvede firesporsoptagelser med baggrundsstøj som næsten fast komponent, vil få mange til at drage sammenligninger med 00’ernes freakfolk-scene.

Albummet er forankret i Pratts affekterede stemme, hvis intonationer og fraseringer har en magisk dragende effekt. Hun bøjer sin stemme i utallige retninger, og giver den forskellige personligheder med en lethed, som var der tale om at vende siderne i en bog. Det ene øjeblik lyder hun nasalt krukket som Joanna Newsom, det næste finder hun et dybt leje som en lejrbåls-udgave af Nina Simone. Pratt har en forunderlig evne til at få sine vokale tics til at være i øjenhøjde med sangenes universer og give dem præcis den drejning, der gør dem mest virkningsfulde.

Det er ikke alle ni sange, der er formelt set lige store kompositioner som for eksempel de indledende ’Wrong Hand’ og ’Game That I Play’, men fascinationskraften svækkes ikke meget, fordi Pratt investerer så meget personlighed (eller så mange personligheder!) i hver en tone. ’Jacquelyn in the Background’ er bizar og tummelumsk (hastigheden på båndet sættes op og ned, hvilket skaber en søsyg effekt), mens ’Back, Baby’ er uforblommet og ligetil.

Pratt placerer sig et befrugtende sted mellem Vashti Bunyans enigmatiske, men legesyge godnatsange for sarte drømmere og Karen Daltons hjemsøgte folk-blues. Hun er dog allermest sin egen.

Jessica Pratt. 'On Your Own Love Again'. Album. Drag City.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af