Saint Cava
De har kun udgivet singlen ‘Forget’, men sammen har Andreas Vasegaard og Erika Casier ikke bare ramt ned i en tid, der ikke kan få nok dyster r’n’b, men også skabt deres personlige take på et mørkrandet storbysoundtrack med beats, der opgivende slæber sig hen ad asfalten. Eller scenegulvet som var tilfældet i Vegas lounge, hvor Casier ofte lignede en tændt bokser, når hun i en stram rullekrave, leggings og sneakers sammenbidt leverede sin ellers fintfølende vokal.
Og Casier var trumfkortet, når hun gentagende gange skiftede tempo og gav liv til de bastunge, dovne beats, eller bare var charmerende benovet over at spille mellem numrene.
‘Forget’ er et hit, og den nye, måske kommende single, ‘Camouflage’, stak også ud med et tempo, der blev skruet en anelse i vejret i det vuggende omkvæd, mens Casier i mellemstykket nærmest i slowmotion strakte ordene.
Saint Cava er et imponerende bekendtskab, som det skal blive spændende at følge i år, men koncerten led under, at et så nyt band skulle fylde 40-45 minutter. Et koncentrat med fokus på de fem-seks bedste numre havde været en bedre start. KK
Læs om koncerterne med blandt andet Kwamie Liv, First Hate og Anya på de følgende sider.
Anya
Tvivlen forsvandt med det samme. Anya kunne sagtens ramme den honningsøde stemmeføring, der gennemsyrer hendes eneste udgivne nummer, ’Greet Me’, hvis blåøjede soulfernis og knuselskelige keyboardtema på Lille Vega-scenen blev spædet op med mere knald på produktionen.
Anyas personlighed var ligeså naturlig som hendes krøller, og der lå en gennemgående uprætentiøs stemning over hendes fløjlsbløde og velsungne ballader, der hovedsageligt befandt sig indenfor kærlighedssmægtende soul og r’n’b med afstikkere til både hiphop og jazz.
Settet sluttede med den kommende single, ’Need to Know’, hvor man blev overbevist om, at Anyas mission skinner klarest, når hun holder fokus på r’n’b. Her kan hun dog til tider fremstå lidt for pæn i sit udtryk, og det er værd at holde for øje, at hun befinder sig i genre, hvor man er nødt til at tænke en smule fremad for ikke at lyde som alle de andre. Det er der dog ikke en overhængende fare for med Anya, som godt nok ikke har en divavokal, men hvis små tryk og milde fraseringer får sangene til at lyde som et langt kispus mellem en forelsket og fortvivlet ungdom. CW
Kwamie Liv
First Hate
The Felines
First Hate
Den til lejligheden opbyggede scene i Vegas loungerum blev for en stund omdannet til en slags alter, da Anton Gansted og Joakim Nørgaard i modlys blev indhyllet i røg bag hver deres synthesizer. Og den ceremonielle stemning blev underbygget af drømmende synthlag og Antons dybe, sørgmodige vokal, som han med udspilede næseborer nærmest pressede op gennem halsen og lød som en blanding af Stephin Merritt og Dave Gahan.
Hans vokal er netop en af duoens forcer, og det fungerede derfor også bedst, når Anton forlod sit keyboard og koncentrerede sig om at synge. Samtidig gav hans umiddelbare danse-moves et skud befriende charme til deres ellers ugidelige udstråling.
Men 40 minutter er stadig for langt et set for bandet, der savner flere melodisk stærke numre som ‘In My Dreams’ og ‘Girls in the Club’, hvor naive detaljer som clavesanslag blander sig med den massive synthtåge. Det er her, de bliver til soundtracket til festen, hvor du er ligeglad med, om der er andre på dansegulvet. KK
Kwamie Liv
Titlen på Kwamie Livs debut-ep er ’Lost in the Girl’. Velvalgt, for det er ligeså let at fortabe sig i hendes raspende vokal som det er at blive forvirret over, hvem der rent faktisk gemmer sig bag det mørke pandehår.
Kwamie har en mission om udelukkende at lade musikken tale, men live vil man som tilskuer også gerne føle, at man får et stykke af kunstneren med hjem. Det gjorde man ikke her – afstand og mystik var nøgleordene i hendes sceneoptræden.
Vokalen var til gengæld lovende: Ulmende og forførende, hvad enten det var i det atmosfæriske cover af The Weeknds slibrige ’What You Need’, det karruselkørende titelnummer eller ’5AM’, der live lød som havde Lana Del Rey sunget på ’Drive’-soundtracket.
Det er ikke svært at se potentialet i både Kwamie Livs vekselvirkende popkatalog og hendes vokal, men live må hun altså gerne give lidt mere af sig selv. Det behøver ikke være så farligt. CW
Saint Cava
Mendoza
Mendoza
’Love Druggie’ er et sublimt nummer, et underspillet house-homerun med en krøllet melodilinje, der ormer sig ind i øret på dig. Med store drops, der føles usædvanligt elegante, og både en iboende skrøbelighed og et kæmpe fest-punch. Det har skaffet Mendoza en kontrakt med mægtige Atlantic Records, men det hænger også over hende som en tung sky, for da hun rundede aftenen i Vega af med sin kronjuvel, stod det klart, at hun endnu ikke har skrevet nye sange, der kommer i nærheden af det to år gamle hit.
Flankeret af to dansere leverede Mendoza ellers et dedikeret show med sit vanvittigt vilde lak-vampede geisha-look og en befriende lyst til bare at knalde ud. Resten af sangene var pumpet op på op på langt flere sterodier end ’Love Druggie’. Nogle gange med en næsten Lady Gaga’sk maksimalisme, en eurodancet tonsertendens, og andre steder, som på ’Houdini’ eller coverversionen af Britney Spears’ ’Toxic’, med ekkoer af tidlig 90’er-dance a la de blåøjede landsmænd i Cut’N’Move.
Måske har Mendoza endnu ikke sangene til bære et set på over en halv time, men hun har viljen til skabe sin helt egen unikke festhule, der bliver spændende at genbesøge i den kommende tid. NT
The Felines
Den kækt charmerende trio er et unikum på den danske scene, men de er ikke just unikke. Tværtimod er der et skær af pastiche over The Felines’ catchy møde mellem 60’ernes girlgroup-harmonier og de følgende årtiers garagerock med sporadiske saltvandstænk af surf. De bliver svære at komme udenom, hvis Tarantino nogensinde indspiller en film i København.
Men hvor deres debutalbum’, ’Want’, er dejligt varieret og viltert, var de mere kontrollerede og næsten forsigtige på scenen under blandt andet crash-punk-åbneren ’Never to Go Back’, ’Pretty Boy’ og den surfrockede ’Haunted Beach Party’. Man stod og ønskede, at Mei Long Bao ville slå lidt hårdere i tønderne, og at bassen og de må frække guitarriff ikke afkrævede så stor koncentration fra Asta Louisa Bjerre og Ditte Melgaard. Skide være med, om det så ville have slingret mere, end det gjorde i forvejen. Der manglede lidt sved på panden. NT
Anya
First Hate
Kwamie Liv
Læs også: Breakin’ Sound 2015: De syv mest lovende danske navne