Jam City

Det er umiddelbart noget af et spring, Jack Latham har taget fra sit første album ’Classical Curves’ til efterfølgeren ’Dream a Garden’, og den britiske producer har også selv beskrevet de to album som hinandens spejlvendinger. Hvor førstnævntes indhold nærmest var en antitese til titlen og nærmere bestod i nedbrydningen af genkendelige figurer, fremstår album nummer to langt mere harmonisk, selv om det er på en dystopisk baggrund.

Med til hele universet hører nemlig både et manifest, hvor Latham introducerer et opgør med sin generations udsigtsløshed, og et website med nogle af internetæstetikkens grundmotiver, såsom tilbudsannoncer på antidepressiva, porno-popups og sensationalistiske rubrikker – alle fænomener, der umiddelbart skal indgyde en eskapisme, men som oftere ender med at fremmedgøre os fra den virkelighed, vi flygtede fra i første omgang.

Selv om det kan lyde maskinstormer-agtigt, er der dog ikke tale om en teknologikritik, for hele konstruktionen af Jam Citys lyd er om noget afhængigt af maskiner, der manipulerer sirener, tv-reklamer og torden med reverb- og chorus-effekter som de kendes fra guitarspillet hos både Inc., New Order og Throbbing Gristle.

På den måde aktiverer Jam City også et blik på det æstetiske i såvel det syntetiske som det undseelige, og der er måske netop heri, at pointen består. Når vi ikke kan se skønheden i det bestående, må vi omfortolke det eller finde den i det forestående. Når vi ikke har en have, må vi drømme os til den, for selv om blomster ikke trives i betonjunglen, kan de godt nydes i luftkasteller.

Hvor ’Classical Curves’ var karakteriseret af dekonstruktion, er ’Dream a Garden’ således kendetegnet ved sin (des)illusion, og repræsenterer et godt bud på (post)moderne modkultursmusik. Et album på højde med sin samtid og – i bedste fald – også sin fremtid.