Jenny Hval leverer lyrisk sprængfarlige sonderinger over krop, identitet, teknologi og samfund

Jenny Hval leverer lyrisk sprængfarlige sonderinger over krop, identitet, teknologi og samfund

Norske Jenny Hval har efterhånden oparbejdet et ry for eksplicitte tekster, der ikke er bange for at udskrige de mest håndgribelige detaljer vedrørende kvindeligt begær. Det storartede ved Hvals sange er, at chokeffekten ved hendes poesi overskrider den rene provokation: Hun formår i stedet at tegne et billede af tendenser og paradoksaliteter ved vores måde at leve på, der vækker til eftertanke. En beskrivelse af begæret er hos Hval en forudsætning for at indkredse det menneskelige i en digital tidsalder.

Hvor sangene på ’Innocence is Kinky’ fra 2013 i lige høj grad talte til hjerne og krop synes sangene på ’Apocalypse, Girl’ i højere grad sigtet mod hjernen alene, hvilket er med til at gøre albummet til en intellektuelt stimulerende oplevelse, men knapt så fandenivoldsk. De stikkende, elektriske guitardetonationer er erstattet med mere duvende, elektroniske passager, der ikke rammer som slag mod kroppen på samme måde.

Hval synes fortsat optaget af at lade improvisationen råde i sin musik, fordi det er her det underbevidste kan trække luft. Men hvor forgængerne føltes som presserende elektriske stød, er hendes nye sange mere sensible og sensuelle. På den ene side skaber det en klædelig kontrast til hendes fortsat lyrisk undergravende udsagn om kvinde, krop, teknologi og samfund, men man savner at hendes mentale temperament også afspejles musikalsk.

Til gengæld leverer Hval en række af karrierens mest indtagende sange. Pop er der ikke tale om, men det er muligt at nynne med på hendes betagende sanglinjer på ’That Battle is Over’, de Björk-lignende fraseringer på ’Heaven’ eller det iørefaldende omkvæd på ’Sabbath’. På førstnævnte viser Hval hvor formidabel og original en vokalist hun kan være, når hun er bedst. Sangens støt tiltagende intensitet har med stemmens skiftevis langsomt glidende og staccato-stødende kadencer at gøre. Nummeret satiriserer over den moderne tendens til at legitimere en stigmatisering af det ’unormale’ med henvisning til statistikker og mediedagsordener. Sidstnævnte handler om en piges drøm om at være en dreng og fører til en kildrende associationsleg over temaer vedrørende kropsidentitet, sex og drømme.

Hval er utvivlsomt en af musikscenens bedste formidlere af det ubevidste og en pirrende italesætter af krydsfeltet mellem teknologi og krop, samfund og individ. Hun er aldrig mindre end interessant at lytte til. ’Apocalypse, Girl’ mangler bare noget af forgængerens fornemmelse for at lokalisere dialektikken mellem indhold og udtryk.


Kort sagt:
Jenny Hval leverer endnu en gang en række lyrisk sprængfarlige sonderinger over temaer som krop, identitet, teknologi og samfund – med særlig vægt på ufravendte udsagn om kvindeligt begær. Hvor forgængeren var ladet med pirrende guitardetonationer, er ’Apocalypse, Girl’ dog en musikalsk mere nedtonet og anonym affære, hvilket sløver værkets samlede effekt en kende.

Jenny Hval. 'Apocalypse, Girl'. Album. Sacred Bones/Playground.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af